Korte tekster til korte dage
På gaden (og i pakkeboksen) er der trængsel og alarm. Tid er penge, og læsetid kan føles som en luksus, der ikke er råd til midt i juletravlheden. Derfor anbefaler jeg her nogle fængende titler, der kan læses i små bider og nydes lidt ad gangen.
Af Christinna Svensson, Hinnerup og Hammel Bibliotek
En jubelfølelse af ordlykke
Kortroman Hjemhav er med sine 87 sider næsten kun en lang novelle, men er alligevel en af de mest rørende og personlige bøger, jeg har læst i år. Tina Frank formår at ramme lige ind i hjertekulen med sin fuldstændig nøgterne ærlighed omkring krop, relationer og ensomhed. Vores hovedperson bliver forladt af sin mand for en yngre kvinde, hendes egen datter gider hende ikke rigtig, og hendes nye situation skubber i det hele taget hendes liv i retninger, hun aldrig havde troet mulige. Læs den om ikke andet så for det fuldstændig fremragende sprog og den noget overraskende slutning...
Hjemhav. Af Tina Frank
Mørk humor
Noveller I Autokorrektur tager den israelske forfatter Edgar Keret os med på en drømmende rejse ind i hans unikke litterære univers. Man genkender som læser meget af sig selv i de skæve historier, der ofte har et strejf af humor. De er poetiske og groteske, de er stumper af drømme og mareridt – men de er lette at læse. Ikke forstået som tomme
(ord-)kalorier, men som relaterbare og virkelighedsnære selv i al deres absurditet. Som med så meget i livet skal alt det vigtigste læses mellem linjerne. En elegant og eftertænksom lille bog med 33 tekster. Så er der til en ny historie hver dag i en hel måned – plus det løse.
Autokorrektur. Af Edgar Keret.
Se bort fra titlen!
Digte Jeg er en lille smule træt af Kathrine Blauenfeldt; jeg synes nemlig, at titlen på hendes digtsamling er så kunstnerisk og storsnudet, at den desværre gør bogen en bjørnetjeneste. Indholdet af bogen er nemlig helt anderledes jordnært og genkendeligt. Det er ømme og samtidig humoristiske digte, der handler om længsel efter nærvær og efter ro i nervesystemet. Om fred fra jobcentre, skrækkelige chefer, håbløse mænd og misbilligende mødre. Om både at finde fred i naturen og finde tilbage til ens egen natur. Læs den, hvis du kan genkende følelsen af at have lyst til at være noget – også selvom det bare er til besvær, som Blauenfeldt skriver i et af digtene.
Mine blomster hugger dig til blods. Af Kathrine Blauenfeldt.