3 fortællinger til skumringstimen
Når mørket falder på den 9. november, vil den samme tekst klinge over hele Norden. Til dette års skumringstime samles vi om svenske Johannes Anyurus roman ”De vil drukne i deres mødres tårer,” der på foruroligende vis fortæller om terror og racisme i fremtidens Sverige. Temaet i år er Demokrati i Norden, og derfor har vi tre boganbefalinger klar til jer, der på hver deres måde tager fat i demokratiske problemstillinger i landene omkring os.
Af Sanne Bitsch Jensen
Sveriges fremtid i ruiner
Roman. I skumringstimen skal vi konfronteres med en barsk virkelighed og en skræmmende fremtid. Omdrejningspunktet er et terrorangreb mod en tegneseriebutik i Stockholm. Efter angrebet sigtes en ung kvinde, og hun indespærres på en retspsykiatrisk anstalt – men der er noget mystisk ved kvinden. Hun siger nemlig, at journalister og læger tager fejl af, hvem hun egentlig er. Hun påstår, at hun kommer fra fremtiden, og i hendes tid er Sverige et fascistisk samfund, hvor muslimer lever afskåret fra andre og tvinges til at underskrive en såkaldt statsborgerkontrakt. Anyurus dystopiske roman får læseren til at tænke over, hvilket samfund vi mon selv går i møde i den nære fremtid.
De vil drukne i deres mødres tårer. Af Johannes Anyuru
Om samisk ophav og identitet
Roman. Marie bor i Frankrig, men rejser til hjemlandet Norge, da hendes bedstemor dør. På vej mod nord beslutter Marie sig for, at hun vil undersøge bedstemorens livsfortælling og skrive den ned. Da hun dykker ned i bedstemorens liv, opdager hun, at den gemmer på generationer af familiemedlemmer, der er formet af Norges negligering af det samiske mindretal. Det får Marie til at reflektere over sit forhold til det samiske folks historie, og det går op for hende, at hun måske er dybere forbundet med sin bedstemor, end hun først troede. Sameproblemet er en rørende og poetisk roman, der retter en skarp kritik mod den norske stats undertrykkelse af det samiske folk og deres kultur.
Sameproblemet. Af Kathrine Nedrefjord
Stærke islandske noveller
Novellesamling. I Ásta Sigurðardóttirs Søndag aften til mandag morgen bliver vi transporteret tilbage til 50’ernes Island, hvor kvinder lever under ubarmhjertige vilkår. Novellerne viser, at det er kvinder, der rammes hårdest af at leve i samfundets nederste lag, og at graviditet uden for ægteskabet straffes med udstødelse og skam. Mens samfundet dikterer, at kvinder skal være underdanige og lystløse, retter Sigurðardóttir i stedet blikket mod kvindernes drømme, mod og selvstændighed. Er du vild med Tove Ditlevsen, er novellesamlingen et godt bud på den næste bog, du skal låne med hjem fra biblioteket.
Søndag aften til mandag morgen. Af Asta Sigurðardóttir