Litteratur

Grundloven – og alt det vi ikke må tage for givet

Den 5. juni fejrer vi grundloven. For de fleste er det en dag med taler, måske en kop kaffe i solen – og en stille påmindelse om, at vi lever i et demokrati. Men grundloven er mere end en historisk begivenhed. Den er et løfte om rettigheder, frihed og medbestemmelse. Et løfte, der ikke kun blev givet i 1849, men som stadig kræver vores opmærksomhed i dag.
Litteraturen kan hjælpe os med at se det, vi ellers overser: hvordan demokratiet fungerer bag kulisserne, hvor dets grænser går – og hvad der sker, når det forsvinder. Tre romaner åbner hver deres vindue ind til netop det.

Af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup bibliotek

Systemets usynlige magt

Krimi Grundloven sikrer folkestyret – men hvordan ser magten egentlig ud, når den udfolder sig i kulissen? I denne bog følger vi spillet bag Christiansborgs lukkede døre, hvor spin, strategier og personlige ambitioner er med til at forme det politiske landskab. Her står det klart, at magt ikke kun ligger hos de folkevalgte, men også hos dem, der rådgiver, formidler og tilrettelægger virkeligheden for offentligheden. Romanen viser et demokrati, hvor vi kun ser en del af historien. På grundlovsdag minder Kongekabale os om, at demokrati ikke kun handler om retten til at stemme, men også om indsigt – og om at forstå de mekanismer, der former de beslutninger, vi lever med. 
Kongekabale. Af Niels Krause-Kjær

Hvem har ret til at høre til?

Roman Hvad betyder rettigheder og frihed, når de forsvinder fra den ene dag til den anden? Her følger vi ægteparret Nuri og Afra, der tvinges på flugt fra krigen i Syrien. Det er en rejse gennem Europa – men også gennem sorg, traumer og kærlighedens styrke. Romanen skildrer, hvordan kærlighed og loyalitet kan blive det, der holder et menneske oppe, når alt andet falder fra hinanden. Samtidig viser den, hvad det vil sige at stå uden de rettigheder og den tryghed, vi ofte tager for givet i et demokrati. På grundlovs-dag bliver fortællingen en stærk påmindelse om, at frihed ikke er en selvfølge – men noget, der ofte først bliver tydeligt, når det er mistet.
Biavleren fra Aleppo. Af Christy Lefteri 

Når friheden forsvinder

Roman Grundloven sikrer vores frihedsrettigheder – ytringsfrihed, personlig frihed, retssikkerhed. Men hvad hvis de ikke fandtes? I Atwoods dystopiske univers er demokratiet afskaffet og erstattet af et brutalt, religiøst styre, hvor især kvinders rettigheder er sat ud af kraft. Tjenerindens fortælling viser, hvor skrøbelige friheder kan være, hvis de ikke beskyttes. Romanen fungerer derfor som en advarsel mod at tage bare det første lille skridt i den forkerte retning mod et totalitært regime; demokrati er ikke en selvfølge, men noget, der skal værnes om – igen og igen.
Tjenerindens fortælling. Af Margaret Atwood