Litteratur

3 bøger om demokrati

Der er udskrevet valg til d. 24. marts, og på bibliotekerne får vi travlt med brevstemmer!
Men hvorfor går vi egentlig til valg?

Af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek

Åndsfrihed under pres

Fagbog En højaktuel debatbog, der taler lige ind i debatten om ånds- og religionsfrihed, øget overvågning, demokrati, identitetspolitik, censur og fake news. Forfatterne, der er henholdsvis teolog og politiker og begge medlemmer af foreningen Åndsfrihed, ser i bogen på en række aktuelle diskussioner, bl.a. tech-giganternes overvågning, spørgsmålet om forskningsfrihed i Danmark samt sindelagskontrol. Forfatterne beskriver en linje fra Martin Luther til Hal Koch med Grundtvig som grundstenen og forudsætningen for det, vi i Danmark kalder åndsfrihed og demokratisk debat. Det er en vigtig og vedkommende debatbog om tilstanden for vores demokratiske samfund, der kommer godt rundt om et stort antal dagsaktuelle emner. Det er en velskrevet bog der ikke, på trods af nogle skræmmende scenarier, maler fanden på væggen, men maner til eftertanke og videre samtale
At være demokrat er ikke at være bange. Af Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen

Demokratiets udfordringer

Fagbog Hvis man er meget interesseret i politik, magt og hvad deraf følger, kan man kaste sig over denne bog fra det indledende arbejde med Magtudredningen 2.0, der tager temperaturen på vores folkestyre og kortlægger de vigtigste sprækker - fra politisk mistillid og digital ulighed til magtfulde lobbyister og uklare beslutningsgange. Nutiden sættes i historisk og international kontekst og viser, hvordan Danmark har opbygget et af verdens mest stabile demokratier. Samtidig undersøges der, hvordan globalisering, digitalisering og øget ulighed har ændret magtens placering og form. Magt udøves i dag mere indirekte og via nye aktører som tech-platforme og ekspertsystemer. Her fokuseres også på det pres, demokratiet står over for i dag, herunder faldende deltagelse, centralisering, svækket gennemsigtighed og en offentlig debat præget af sociale medier. Det er et ambitiøst og væsentligt bidrag til forståelsen af demokratiets udvikling og vilkår i Danmark. 
Det danske demokratis udfordringer. Af Anne Skorkjær Binderkrantz, Lene Holm Pedersen og Michael Bang Petersen

Historien bag de danske rettigheder

Fagbog Er rettigheder og demokrati det samme – eller er det ene understøttende for det andet? I denne udgivelse i Aarhus Universitetsforlags serie "100 danmarkshistorier" kastes der lys over de sidste ca. 170 års ændringer af befolkningens rettigheder. Bogen starter med enevældens afskaffelse og indførelsen af Grundloven i 1849. Efterfølgende beskrives de politiske kampe for reel lighed i rettigheder, hvad angår stemmeret, løn, arbejdsvilkår og livsbetingelser. Indtil et godt stykke op i 1900-tallet udspiller disse kampe sig mellem Socialdemokratiet, Venstre og det konservative parti Højre. I løbet af de sidste godt 170 år er der sket en ændring i tankegangen, som har ført til, at individet har fået en anden rolle, som udvikles helt op til vor tids fokus på identitets- og kønspolitik.

Ulige rettigheder – 100 danmarkshistorier. Af Anette Faye Jacobsen.