Litteratur

Tema: Økonomi

I øjeblikket er der stort fokus på at især kvinder lærer at tage ansvar for deres egen økonomi – og tør det! Derfor har Hinnerup bibliotek i samarbejde med FOF inviteret økonomen Pernille Oldgaard, bedre kendt under pseudonymet Moneymum, til at give en letforståelig intro til emnet d. 21. november. Men du kan også lære meget i bøgerne – her præsenterer vi 3 letlæselige forslag.

Af Christine Ellebæk Sørensen

Overblik og hverdagsøkonomi

Fagbog Bogen starter med en barsk fortælling om at vokse med en enlig, mindrebemidlet mor, som dør, da forfatteren er 22 år. Det fik Pernille Oldgaards øjne op for økonomi som et nødvendigt middel til stabilitet og frihed. God økonomi handler om overblik, og kræver ikke nødvendigvis et højt betalt job. PO har haft et krævende job i en storbank, men skiftede spor: "Jeg lærte, at hvis jeg ikke har tid til mig selv, er det ikke alle pengene værd". I stedet handler det om at bruge de penge, man har, klogt. I bogen viser hun, hvordan man får økonomisk overblik med budgetter. Herefter gennemgås skat, køb af og lån til bil og bolig, arv og testamente, samt forsikringer, børne- og aldersopsparinger og investering for begyndere. 

Overblik – alt, du skal vide om hverdagsøkonomi. Af Pernille Oldgaard

En måned – og så er der ro! 

Fagbog Har du ikke uanede mængder af tid, men vil virkelig gerne have et godt overblik over din privatøkonomi? Så er det måske her, du skal starte. Hver dag tages der et nyt emne op – under emner som vaneforbrug, mad på turen, overblik over de faste udgifter og ferier. Bogen slutter af med et kapitel om gode rutiner, som jeg tror alle kan have godt af at læse igennem – evt. kan man bare nøjes med det! En meget overskuelig og nem lille bog, der godt kan blive en lifesaver for mange. Tror lige den skal med mig hjem først… 

28 dage til økonomisk ro. Af Jane Ibsen Piper

 

Penge og parforhold – en giftig cocktail

Fagbog Penge og parforhold behøver ikke være en giftig cocktail, men det kan det hurtigt blive! I denne bog får du gode råd om, hvordan du taler med din partner om økonomi på en ikke fordømmende, men positiv og inkluderende måde. Blandt andet ved at ridse syv forskellige pengepersonligheder op. Det er vigtigt, at man både kender sine egne forbrugsmønstre - men også sin partners, for at kunne forstå hinanden. Forfatteren fortæller, at hun har to hovedbudskaber med sin bog. For det første er økonomi en del af fundamentet i ethvert parforhold, og for det andet understreger forfatteren, at økonomi ikke behøver at være hverken kedelig eller drænende. 

Den lille guide til økonomi i parforholdet. Af Rikke Holmslykke Aagaard