Litteratur

Prepping: Fra fiktion til virkelighed

I en tid, hvor klimaforandringer, pandemier og geopolitiske spændinger præger overskrifterne, er prepping – kunsten at forberede sig på kriser og katastrofer – blevet mere relevant end nogensinde. Men hvad vil det egentlig sige at være en "prepper"? Er det paranoia eller blot sund fornuft i en usikker verden?

Af Eva Dixen

Uanset om du er nybegynder eller allerede har pakket din overlevelsesrygsæk, vil disse bøger kunne give dig både indsigt, redskaber og lyst til bedre at håndtere fremtidens udfordringer. Desuden inviterer Hadsten Bibliotek til temaaften om emnet den 4. november.

Praktisk guide til hjemmet 

E-bog Hvad gør man, hvis vandet ikke kommer ud af hanen, eller strømmen forsvinder? Uanset om det skyldes uvejr eller menneskeskabte kriser, så har god forberedelse altid en tryghedsskabende effekt. ”Hvis nu” er en praktisk guide, der kan sætte dig, din familie og dine naboer i stand til at handle og klare jer sammen. Den kan give et overblik og praktiske råd til at forberede bl.a. forsyningskriser. Du kan finde bogen på eReolen.


Hvis nu: din praktiske guide til at forberede, at strøm, vand, varme og mobil kan forsvinde, hvis en alvorlig krise rammer Danmark. Af Per Bjerre

 

Outdoor tips

Fagbog Jon Lindberg vandt "Alene i Vildmarken" i 2017. Denne guide er fyldt med hans gennemprøvede tips og tricks til outdoorlivet. Du lærer om oppakning og udstyr, om mad og vandindsamling, og hvis uheldet er ude - førstehjælp. Nyttig viden, hvis man skal klare sig længe i det fri, men også med tips og tricks til et par timer i skoven med mad over bål. Bogen er gennemillustreret og nem at gå til. 


Med Jon i vildmarken : outdoor tips & tricks. Af Jon Lindberg

Det enkle liv

Fagbog ”Mormorliv” er en hyldest til nøjsomhed, simple living og bæredygtighed. Her lærer du at holde hus på gammeldaws facon, at lave mad og opbygge et basislager. Du lærer også at reparere dit tøj, at starte en køkkenhave og meget, meget mere. Alle de gamle dyder, der passer ind i at-være-forberedt tankegangen. Bogen er skrevet som hyldest til forfatterens mormor, som har delt sine livserfaringer om madlavning, håndværk og håndarbejde. 


Mormorliv - råd til at leve mere enkelt. Af Jane Ibsen Piper