Litteratur

3 romaner til unge

I denne uge anbefaler vi tre bøger om venskab, kærlighed og teenageliv.

Af Tina Hagstrøm Kibæk Nielsen

Tags

Favrskov Bibliotekerne anbefaler Nyheder

Ensomhed og venskab

Roman En rørende roman om at være ung og ikke helt at passe ind i fællesskabet. Max går i 1.g og bliver lovet et kørekort, hvis han deltager og fuldfører et forløb for ensomme unge. I gruppen stifter Max bekendtskab med en lille flok meget forskellige unge mennesker, men de har en ting til fælles - De føler sig alle ensomme, og de bærer alle en maske, som dækker over det sorte hul, de hver især går rundt med indeni. Max føler sig i den grad fejlplaceret, men da han møder den dødssyge pige Sylvia, beslutter han sig alligevel til at give gruppen en chance. Det viser sig, at han har meget mere tilfælles med de andre deltagere, end han først antog. Men tør Max stå ved, hvem han er? Tør han ”stige på toget”, inden det er kørt?

De sorte hullers klub. Af Lise Villadsen

Kammerater og teenagetid

Roman Hvordan føles det egentlig at være en af drengene? En fremragende roman om drengevenskaber og sammenhold. Vi følger seks drenge, som har holdt sammen siden 0. klasse. Det er dem mod de andre. Selvom drengene er forskellige, holder de sammen i tykt og tyndt. De har hinandens ryg, når det hele ramler. De vokser med hinanden og ind i hinanden. De spiller fodbold sammen, skater, får den samme musiksmag, får øje for pigerne, drikker sig fulde og begår dumheder. Sammen kan de alt, indtil en dag hvor det hele ender galt. En fængende og velskrevet roman, om hvordan det føles at være en af drengene. Min 15 årige datter overtog bogen efter mig, og jeg kan høre hende klukle igennem væggen - selvom det slet ikke ligner det hun plejer at læse.

Drengene. Af Jonas Kleinschmidt

Isdans og varme følelser 

Roman Icebreaker er første bind i Maple Hills serien. Anastasia er kunstskøjteløber og træner hårdt for at komme på landsholdet. Nate er kaptajn for universitetets ishockeyhold. Begge er de meget ambitiøse med deres sport og vil ikke lade noget stå i vejen for deres ambitioner. P.g.a. problemer med træningsfaciliteterne tvinges de to dog til at dele isen og gnister opstår imellem dem. Icebreaker er en klassisk ”enemies to lovers” fortælling, og man er godt underholdt fra start til slut. Man kan ikke undgå at forelske sig en lille smule i den karismatiske Nate. Men der er en god portion erotik i bogen, så den er for de lidt ældre unge. Var man fan af Elle Kennedys OFF-CAMPUSS bøger, kan man helt sikkert også lide denne.

Icebreaker. Af Hannah Grace