Hobby og håndarbejde

SKAB: Hækl en sweater i restegarn

Tid
10:30 - 12:30
Pris
Hækl en sweater i restegarn: 150 kr.
Sted
Hammel Bibliotek
Dalvej 1,
8450 Hammel
Gør dine garnrester til en personlig trøje med Jonas Pejstrup! Vi starter på en supernem, hæklet trøje, der giver mulighed for leg med garnkvaliteter og farver.

Trøjen hækles på en 8 mm hæklenål, der gør det til et hurtigt projekt med masser af karakter.

Sammen udregner vi antallet af masker på din luftmaskekæde, så trøjen får de rigtige mål til dig. Undervejs deler Jonas ud af sine tips til at sammensætte garnkvaliteter og gode teknikker til at skifte garn undervejs, så skiftene bliver pæne og du undgår for mange ender at hæfte til sidst. 

Til de øvede er der mulighed for at lave en udgave med et print på ryggen, så man også udfordres med farveskift.

Workshoppen kræver, at du kender grundteknikkerne i hækling i forvejen - specifikt luftmasker og stangmasker. Du skal selv medbringe garnrester og overskudsnøgler i alle kvaliteter og farver, så vi kan bytte med hinanden - og hver især få nye rester med hjem til at færdiggøre projektet.

Jonas Pejstrup er autodidakt hækledesigner, der i 2025 debuterede med bogen ”Jonas Pejstrups Hæklenoter”

Hans passion for håndværket er dybt personlig - hækling blev for ham en metode til at håndtere stress og depression. I dag bruger han sit kreative arbejde med garn som et meditativt frirum, der skaber balance og glæde i hverdagen. Et frirum, han ønsker at invitere dig ind i.

Jonas' designstil er som udgangspunkt enkel med et moderne udtryk. Han drives af en lyst til at eksperimentere og flytte grænserne for, hvad hækling kan være. Han mener nemlig, at passionen for garn og håndarbejdets ro er universel og ikke er begrænset af hverken køn eller alder.

SKAB - en kreafestival for nørd og nybegynder 25.-30. januar 2027
Workshoppen 'Hækl en sweater i restegarn' er blot ét af mange spændende tilbud i SKAB Festivalen, som i uge 4 forvandler Kulturhuset Inside i Hammel til et slaraffenland af kreative tilbud, foredrag og workshops. 

Lørdag d. 30. januar kulminerer festivalugen i en festlig KREA-dag, hvor du både kan købe billet til en eller flere workshops eller bare kigge forbi og prøve nogle af de mange 'drop-in' aktiviteter. Det bliver SÅ hyggeligt! SKAB festivalen slutter af med en festlig omgang: BANKO& BAJER i store sal kl. 16.15. Pris 50 kr.

Se hele programmet for SKAB festivalen i nedenstående link.