Hobby og håndarbejde

SKAB: Smukke smykker

Tid
10:30 - 12:30
Pris
Smukke smykker: 150 kr.
Sted
Hammel Bibliotek
Dalvej 1,
8450 Hammel
Design dine egne smykker med Maria Lyhne Buck fra KOSTBAR by Lyhne.

Der er mulighed for at lave et smykke, enten armbånd, halskæde, ankelkæde eller hoops. Du kan på dagen frit vælge hvilket smykke du ønsker at lave.

Ved armbånd, ankel- og halskæde får du udleveret en smykke-wire med lås. Derefter skal du finde ud af hvilke perler du ønsker at bruge for at få netop det design du ønsker til dit smykke. Når du har valgt perlerne, skal de sættes på din smykkewire. Vælger du hoops, skal du ligeledes vælge perlerne til dit design og sætte dem på ringene.

Maria viser nogle færdige smykker til inspiration og guider dig igennem processen. Hvis du ønsker at lave flere smykker, er det muligt at tilkøbe materialer til endnu et smykke.

Alle materialer er kvalitetsperler i alle farver og former og alle de anvendte smykkedele er i ægte 18 kt forgyldt sterlingsølv eller sterlingsølv.

SKAB - en kreafestival for nørd og nybegynder 25.-30. januar 2027
Smykkeworkshoppen er blot ét af mange spændende tilbud i SKAB Festivalen, som i uge 4 forvandler Kulturhuset Inside i Hammel til et slaraffenland af kreative tilbud, foredrag og workshops. 

Lørdag d. 30. januar kulminerer festivalugen i en festlig KREA-dag, hvor du både kan købe billet til en eller flere workshops eller bare kigge forbi og prøve nogle af de mange 'drop-in' aktiviteter. Det bliver SÅ hyggeligt! SKAB festivalen slutter af med en festlig omgang: BANKO & BAJER i store sal kl. 16.15. Pris 50 kr.

Se hele programmet for SKAB festivalen i nedenstående link.