Vidste du at biblioteket er meget mere end hylder med bøger?

Nogle steder kalder man det, lidt i sjov, ’Det Hemmelige Bibliotek’, altså alt det dit bibliotek kan tilbyde udover bøger, men som er lidt svært at få øje på, fordi du ikke kan finde det på en hylde – alt det digitale.

Af trbo

Tags

Nyheder

Du har som bruger af biblioteket mulighed for at udvide din biblioteksoplevelse med mange forskellige tilbud, som strækker sig fra online sprogkurser, udenlandske e-bøger, adgang til udenlandske aviser og magasiner, til databaser med naturvidenskabelige artikler eller viden om litteratur du kan bruge i din opgaveskrivning. 

Sommerferien nærmer sig, og derfor har vi udvalgt tre af vores digitale tilbud, som vi synes er ekstra fede at tage med på ferie – God fornøjelse.

Press Reader – Aviser og magasiner fra hele verden

Har du lyst til at følge med i hvad der sker ude i den store verden, eller savner du at læse aviser på et andet sprog end dansk? 

Press Reader giver dig online adgang til magasiner og aviser fra hele verden. Her findes ca. 5000 publikationer fra 100 forskellige lande på 60 sprog.

Her kan du finde de store magasiner som ’Newsweek’, The Guardian’ og ’Daily News’ men også magasiner om emner som for eksempel økonomi, mode, sport, historie og natur. Her finder du også magasiner på dansk som for eksempel ’Alt om historie’ og ’Illustreret videnskab’.

Du kan finde og læse dagens aviser fra hele verden eller tjekke det nye Vogue ud. Press Reader er simpelthen et overflødighedshorn af online aviser og lækre tidsskrifter, og den er lige til at tage med på ferie på mobil eller tablet.

eReolen, eReolen Global og eReolen Global Magazines – Ebøger, lydbøger og magasiner på dansk og engelsk.

Efterhånden har mange fået øjnene op for eReolen, bibliotekernes digitale tilbud til lån af e-bøger og lydbøger. Her kan du låne e-bøger og lydbøger, der lige til at downloade eller streame.

eReolen Global er måske ikke er lige så kendt, men også et vildt godt tilbud for at supplere din boghunger efter udenlandske e-bøger og lydbøger, samt lækre magasiner. eReolen Global indeholder ca. 2.500 engelske e-bøger og lydbøger til både børn og voksne. 

Hjemmesiden ligner eReolens, men er et selvstændigt website med tilhørende app. 

Den app du skal bruge, hedder Libby, og den bruges med samme log-in som du bruger på eReolen. På eReolen Global kan du f.eks. finde de populære Lonely Planet rejseguides, skønlitteratur for både børn, unge og voksne samt faglitteratur om mange forskellige emner, primært på engelsk. Du kan også finde lækre tidsskrifter, blandt andet de populære danske magasiner ’Antik & Auktion’, ’Isabellas’, ’Spis Bedre’, ’Psykologi’ og ’IN’. 

Transparent Language Online

Skal du pudse grammatikken af inden tysk-eksamen, lære at bede om regningen på en græsk taverna eller kunne hilse høfligt på dine japanske forretningsforbindelser? Så har du nu fri adgang til at lære sprog gennem dit lokale bibliotek med online sprogkurser på Transparent Language Online.

Transparent Language Online giver adgang til over 110 sprogkurser på forskellige niveauer.

På kurserne træner du dit skriftsprog og dit talesprog i dit eget tempo. Du vælger selv hvilke emner, du vil studere. Der er både kendte og mindre kendte sprog. Sprogkurserne tager udgangspunkt i engelsk.  Det er muligt at tage et dansk kursus, der tager udgangspunkt i engelsk, spansk eller tyrkisk.

Med Transparent Language Online får du desuden adgang til KidSpeak. Det er sprogkurser for børn med udgangspunkt i engelsk. Lær via puslespil, sange og små spil. KidSpeak er tilgængelig for sprogene: kinesisk, engelsk, fransk tysk, italiensk og spansk.

For at få adgang til de digitale tilbud, skal du være oprettet som låner hos Favrskov Bibliotekerne og være bosiddende i Favrskov Kommune. Alle tilbud er ganske gratis og du kan læse mere og se alle vores digitale tilbud.