Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Anvendelse/målgruppe/niveau

Flot og inspirerende ny udgivelse af Sif Orellana, denne gang med madpakker som hovedtema. Bogen henvender sig til børnefamilier, der ønsker inspiration til madpakken

Beskrivelse

Her kommer endnu en lækker udgivelse fra Sif Orellana, hvor hun har samlet et udvalg af opskrifter på gode ting til madpakken. Bogen består af opskrifter som tidligere har været bragt i forfatterens andre udgivelser, tilsat en del nye. Bogen er delt op i ti afsnit, med overskrifter som fx "Madbrød med fyld", "Frikadeller, sticks & madtærter" og "Tørret frugt og sunde barer". Opskrifterne er sunde og nemme at lave, så alle kan være med. Det flotte layout, med forfatterens egne børn i centrum, gør bogen til en rigtig coffee-table-bog, som man kan nyde at bladre i og lade sig inspirere af. En flot og sympatisk udgivelse, som vil blive lige så populær i børnefamilierne, som forfatterens andre udgivelser

Sammenligning

Sif Orellana er efterhånden kendt for sine flotte udgivelser, hvor hun inspirerer børnefamilier madmæssigt og kreativt. Herværende bog kan fx sammenlignes med forfatterens egen Spilopper & stjerneskud : opskrifter, tips og idéer til familier med børn, 2011, hvori der også er opskrifter til madpakken. En anden udmærket udgivelse om madpakker er Superhelten og prinsessen på ærten spiser også madpakker, 2013

Samlet konklusion

En flot og inspirerende udgivelse, hvor man kan få inspiration til at forny børnenes madpakker. Opskrifterne er sunde og nemme at lave, så alle kan være med. Bliver populær i børnefamilierne