De tre fortællinger virker friske og veloplagte og er stadigt tankevækkende i en tid, hvor der er fokus på det filosofiske og det eksistentielle. Det fælles kendetegn for disse fabler i romanform er, at de er skrevet som en modreaktion mod den stærkt realistiske modernisme, der herskede i perioden efter 2. verdenskrig, og som Calvino selv var en del af, men var kørt træt i. Fælles for dem er også den surrealistiske, men sammenhængende og pointerede handling