TEMA - VIRKELIGHEDENS KRIMINALSAGER

08.10.19
Marianne fra Hadsten giver her nogle gode bud på virkelige kriminalsager.

Drabschefens erindringer
Fagbog Tidligere drabschef Jens Møller Jensen gæster tirsdag d. 22. oktober Hadsten Bibliotek for at fortælle om sine 37 år ved politiet. I erindringsbogen ”Opklaret”, skrevet i samarbejde med Stine Bolther, fortæller han om ni af de største mordsager, han har været med til at opklare. Her er fx sagen om bombemanden på Hotel Jørgensens i København, terrorangrebene ved Krudttønden og den jødiske synagoge og der er ubådssagen.  Bogen var årsagen til, at Jens Møller Jensen blev meldt til den Uafhængige Politiklagemyndighed for muligt brud på sin tavshedspligt.
Opklaret. Af Jens Møller Jensen og Stine Bolter (34.33)

Dæmon eller enfoldig?
Roman Udgangspunktet er en af Canadas mest berømte mordsager. Den 16-årige tjenestepige Grace Marks idømmes i 1840’erne livsvarigt fængsel for mordene på sin arbejdsgiver og dennes gravide husholderske. Hun spærres inde på en anstalt for sindssyge, men benådes i 1872. Men hvem var Grace? Hvordan genfortæller et menneske med hukommelsestab historien om sig selv, og hvorledes forholder man sig til omverdenens trang til at definere hvem man er? Ikke mindst når man både kaldes en kvindelig dæmon, et uskyldigt offer, en beregnende kvinde, tosset, en god pige med en føjelig natur, durkdreven og enfoldig. Romanen er derfor ikke kun en mordgåde, men også en fortælling om skabelsen af identitet og køn. 
Alias Grace. Af Margaret Atwood

Historiske krimi-gåder
Podcast Hvis du er til klassisk radiomontage, true crime og dybdegående efterforskning, så er Genåbnede kriminalsager helt sikkert noget for dig.  Leder af Politimuseet Frederik Strand står bag de, indtil videre, tre podcasts, der kan hentes og/eller streames fra eReolen. Her kan du bl.a. høre historien om den 64-årige inkassator, Johan Meyer, som blev fundet myrdet i 1861, og blive klogere på Conny/Connie-drabene fra 1970’erne – en sag, der vakte stor opsigt i hele landet og satte gang i en intensiv og årelang efterforskning.
Genåbnede kriminalsager med Frederik Strand

Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Hyldal Vollmer, Hadsten Bibliotek. 
Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Materialer