TEMA - VINTERHYGGE MED HØJTLÆSNING

Favrskov Bibliotekerne anbefaler

EN UARTIG PRINSESSE

BØRNEBOG Vinterferien nærmer sig, og noget af det hyggeligste man kan lave sammen med sine børn er at læse højt for dem af en god bog. Biblioteket bugner af muligheder, og hvorfor ikke følge årstiden og vælge bøger med vintertema? I denne bog finder du tre historier om den dejligste og uartigste prinsesse i verden. Hun oplever mange eventyr med sin hund Pølse. I den ene historie er der faldet sne, og Puttenutte flyver afsted med sin tryllehund i en magisk snebil. En rigtig sød bog, som passer godt som højtlæsning for de 5-8 årige hverdagsprinsesser.

Prinsesse Puttenuttes vinter. Af Hannele Lampela

AFBRUDT VINTERSØVN

BØRNEBOG Til nogenlunde samme aldersgruppe er denne skønne og smukt illustrerede højtlæsningsbog om Bjørn og Kanin. Det er vinter i skolen, og Bjørn vågner ved, at nogen stjæler hendes mad. Når hun nu alligevel er vågen, kan hun endelig prøve at bygge en snemand. Uden for hulen møder hun den sure og bedrevidende Kanin. Selv om Kanin har en virkelig dårlig vane, vil Bjørn alligevel gerne være venner, for livet er meget bedre, når man har en ven. Denne bog har potentiale til at blive en klassiker og tåler fint sammenligning med ”Peter Plys”.

Kanin & Bjørn – Kanins dårlige vane. Af Julian Gough

FAMILIEAKTIVITETER

BØRNEBOG Der findes en bog til hver årstid med hyggelige historier om børnene i den lille by Mumleby. De er rigtig gode til at lege og til at finde på deres egne eventyr og (løgne)historier. Nu er det blevet vinter, og veninderne Vera og Astrid finder på alverdens sjove lege. De voksne fortæller om de gamle traditioner, og her er masser af ideer og opskrifter til vinterens aktiviteter for hele familien. Hvad med en islygte eller nogle foderskåle til fuglene? Der er fine tegninger og små nemme opskrifter efter hvert kapitel, og det hyggelige univers minder om Astrid Lindgrens fortællinger.

Vinter i Mumleby. Af Elvira Fragola

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan du kan læse flere anbefalinger her