TEMA - Tegneserier til voksne

21.02.22
Jacob fra Hammel bibliotek byder på 3 fantastiske tegneserier for voksne

Tegneserien er et medie, der ofte overses eller bagatelliseres som barnlig og useriøs. Intet kunne være længere fra sandheden. Overalt på bogmarkedet ser vi seriøse og eksperimenterende tegneserier til voksne, hvor tunge emner tages op i et både visuelt og tekstuelt medie. Til denne klumme har jeg fundet tre tegneserier, der hver især har efterladt deres præg på tegneseriemediet, og som ifølge min mening fortjener meget mere opmærksomhed.

En tur i drømmeland

Tegneserie Fra 1988 til 1996 udgav den engelske forfatter Neil Gaiman tegneserien The Sandman, og satte med det samme et unikt præg på tegneseriebranchen. The Sandman følger den mystiske skabning Morpheus eller Dream, der er hersker over drømmenes rige. I løbet af serien bruger Dream sine kræfter til at hjælpe, straffe, inspirere og fortvivle mennesker, overnaturlige skabninger og andre væsner. Gaiman skabte med The Sandman et fantasyunivers, der på en gang er poetisk, mystisk, morsomt, tankevækkende og dybt underholdende. Hvert eneste bind i serien er unikt, og The Sandman har med sit kunstneriske niveau sat høje standarder for fantasylitteratur. På Favrskov Bibliotekerne har vi to oversatte bind i serien med titlerne Præludier og Drømmeland.
The Sandman. Af Neil Gaiman

Tegneserien der ændrede alt

Tegneserie Selvom det lyder pompøst, er det faktisk ikke for meget sagt, at Watchmen ændrede alt indenfor tegneseriebranchen. Alan Moore skabte nemlig med Watchmen en tegneserie, der tog alle superheltegenrens konventioner og vendte dem på hovedet. Serien, der blev udgivet mellem 1986 og 1987, foregår i et alternativt USA, hvor superhelte er blevet ulovlige. Da en tidligere superhelt bliver brutalt myrdet, åbner det op for et komplekst plot, hvor intet er som det giver sig ud for. Allierede viser sig at være fjender, og snart passer virkeligheden ikke længere ind i superheltegenrens sort/hvide verdensbillede. Watchmen udforsker komplekse emner som magt, magtmisbrug, storpolitik og farerne ved heltedyrkelse, og er en tegneserie der fortjener genlæsning.
Watchmen. Af Alan Moore

Et dansk bidrag i international klasse

Tegneserie Kigger man på det danske tegneseriemarked, er der specielt et navn, der uden sammenligning dominerer billedet. Halfdan Pisket er en international sensation, der med sin Dansker-trilogi vandt prisen for bedste serie ved den internationale tegneseriefestival Festival International de la Bande Dessinée i 2019. Det er dog ikke Dansker-trilogien jeg her vil fremhæve, men derimod Piskets seneste tegneserie Døden fra 2020. I denne tegneserie møder vi hovedpersonen Yusuf, der arbejder i en grøntafdeling, imens han langsomt falder længere og længere ned i en depression. Det er et voldsomt værk, der på en meget fornem måde blander rå hverdagsrealisme med surrealistiske og filosofiske tanker om døden. Det er bestemt ikke et værk for sarte sjæle, men har man modet til at kaste sig over Døden, er det både et tankevækkende, rørende og vedkommende møde. 
Døden. Af Halfdan Pisket

Denne uges anbefalinger er skrevet af Jacob Meyer Hald, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer