TEMA - Sparetips og gamle dyder

07.11.22
Mie fra Hammel bibliotek tilbyder gode spareråd

Erfaringer fra efterkrigstidens smalhals og 70’ernes oliekrise viser sig nyttige i dag, hvor vi igen er ramt af inflation og energikrise.

Snusfornuft

Fagbog Forfatteren har tidligere skrevet om at investere, og i denne bog spørger hun helt konkret sin 101-årige mormor til råds. Hun lytter til hendes erfaringer om, hvordan man lever et nøjsomt og bæredygtigt liv. Mormoderen har gennem livet holdt hus med få midler og fået det bedste ud af det. Det handler om et enkelt liv, hvor man ikke lader noget gå til spilde, og hvor man gør sig umage med alt - også de små ting. På baggrund af mormorens erindringer giver Jane gode råd til, hvordan vi nu om dage kan tage ved lære af gamle dyder og leve et meningsfuldt liv uden at overforbruge. 
Mormorliv. Af Jane Ibsen Piper

Bæredygtig livsstil

Fagbog Herhjemme har vi Bonderøven, i Sverige har de journalist og forfatter Niklas Kämpergård, som her øser gavmildt af sine erfaringer og kombinerer gamle arbejdsmetoder med den bæredygtige livsstil på land og i by. Han fortæller i forordet om sin opvækst på landet, hvor "hver eneste dag var et eventyr." Hans bog opdeler de 100 tips og råd om bæredygtig livsstil med temaoverskrifter som "Grønne velgørere", "Dyrkning af egne planter" og "Gamle metoder". Skøn og rigt illustreret bog med mange gode tips. 
Landboliv. Af Niklas Kämpergård

Det er godt, det er gratis!

Fagbog Det behøver ikke koste penge at komme i gang med at dyrke sine egne grøntsager. Alle haveinteresserede kan lade sig inspirere af denne bog, hvis forfatter er et stort havenavn i England og på sociale medier. Han fortæller, hvordan man kan dele og bytte sig frem til dyrkningssteder, frø, planter og udstyr. Størstedelen af bogen handler om praktisk grøntsagsdyrkning med lavpraktiske anvisninger, og tilgangen til det at dyrke jorden er båret af enkelthed og elementær glæde ved at se tingene spire og gro.
Dyrk gratis mad. Af Huw Richards

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer