TEMA - Sommerferie

01.07.19
Mie fra Hammel er klar til sommerferie, og hun anbefaler nogle gode børnebøger til ferien.

lÆSEDYST
Læse-let bog Skolernes sommerferie er nu startet, og det er tid til at tage på biblioteket for at finde sommerferielæsning til hele familien. For at holde børnene til ilden hvad læsetræningen angår, kan man deltage i Favrskovbibliotekernes læsedyst for hele familien. Børn der lige har lært at læse vil helt sikkert hygge sig med denne bogs to glade og sjove historier, hvor de mindste er de mest fantasifulde og altid sætter gang i byen. De er de klogeste og snyder de voksne gang på gang. I "Tøse-fælden" er de frække drenge medlemmer af røver-banden "Di heslige slønglers klup". I "Sommerferie" lukker skolelæreren skolen og siger til børnene, at de skal gå hjem i to måneder. Det er de først ikke tilfredse med, men senere finder de ud af, hvor sjovt det alligevel er at have sommerferie. 
Sommerferie. Af Ole Lund Kirkegaard

GRAFISK KRIMI
Børnebog Alene titlen skulle nok kunne ”sælge” denne uhøjtidelige børnekrimi til de børn fra 10 og opefter, der synes det kan være kedeligt at læse bøger. Desuden blødes læsningen lidt op af en gennemarbejdet og sjov billedside, der gør bogen mere appetitvækkende for dem, der har svært ved at overskue at skulle læse en hel roman. David har lovet at passe sin søsters ondsindede kanin, imens hun er på sommerferie. En dag finder han dog kræet mast under en parasolfod, og så er gode råd dyre. Hvem har splattet kaninen ud? David gør sit yderste som detektiv, men det er ikke så let, som det ser ud i bøgerne. 
Splatkanin. Af Jens Kovsted

BIBLO.DK
Børnebog På børnebibliotekernes fælles site kan børn anmelde bøger til hinanden og dele inspiration og interesser. Desuden kører i denne periode ”Sommerbogen”, hvor der er præmier på spil. For samme aldersgruppe som den forrige præsenteres her en gyserbog, der ikke er for sarte sjæle – man vil kigge sig over skulderen en ekstra gang, når man er færdig med at læse! 5 venners liv forandres, da de under en sommerferie på Mols falder over et mystisk brætspil i ruinerne af Kalø Slot. Da de forsøger at spille spillet, slipper de uden at ville det en ældgammel ondskab løs, og sære og uhyggelige ting begynder at ske omkring dem. 
Dæmonernes spil. Af Lars Kramhøft

Denne uges anbefalinger er skrevet af bibliotekar Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk
 

Materialer