TEMA - Pipfugle

27.02.23
Mie fra Hammel gør klar til at spotte forårets fugle.

Fra 1. marts på Hadsten Bibliotek og senere på turne til de tre øvrige biblioteker kan man se udstillingen ”Gæt et pip”, som er en interaktiv fugleinstallation, der rummer lyden af udvalgte danske fuglestemmer. Her kan man lytte til fuglens sang og prøve at gætte, hvilken fugl det er. I den anledning følger her et lille udvalg af bibliotekets mange bøger om fugle for børn.

Tryk og lyt

Børnefagbog Helt i udstillingens ånd rummer denne fagbog en lydside, hvor man ved et tryk på en knap aktiverer en lytteprøve på de enkelte fugles sang. Vi møder 12 af Danmarks mest kendte fugle, nemlig solsort, bogfinke, svane, krage, gråspurv, musvit, stor flagspætte, natugle, blåmejse, sanglærke, hættemåge og gråand. Vi kan se fuglene på flotte farvefotos og læse fakta om dem, og efter også at have lyttet til deres stemmer er vi klar til at gå på opdragelse udenfor i fuglenes verden.
Børnenes fuglebog. Af Sara Ejersbo

Fugleliv i haven

Børnefagbog Mundret tekst og smukke illustrationer fortæller her om 20 af de mest almindelige fugle, der kommer på besøg i din have. De forskellige fugles finurligheder og særlige kendetegn beskrives, og bogen indeholder desuden opskrifter og vejledninger til, hvordan du kan gøre din have attraktiv for fuglene.  Det er en lækker bog, hvor der er kræset om detaljerne, som er en fornøjelse at bladre og læse i. Den kan fint bruges som opslagsbog, når du får øje på noget i haven, som måske kunne være en stillits.
Fuglene i min have. Af Elvira Fragola

Fabelagtig flot

Børnefagbog Endnu flottere bliver det i denne bog, som også henvender sig til naturinteresserede børn og deres voksne. Bogen er en blanding af kunstbog og faktabog, hvor man hører om et væld af forskellige fuglearter, f.eks. lapugler, husskader, lunder, flamingoer og mange andre. Der er også lidt om, hvordan fuglearterne er beslægtede, om fjer og flyvning og om reder og æg. Der er gemt 15 æg i bogen, som man kan lede efter. Der er også gode råd til fuglekiggeren. Det er en utrolig flot og indbydende bog med skønne illustrationer, en spændende bladrebog med korte fakta til de nysgerrige.
Den store bog om fugle. Af Yuval Zommer

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer