TEMA - På ski

14.02.22
Mie fra Hammel bibliotek byder på en tur i sneen, med disse 3 gode titler

I denne uge er der traditionelt mange, der er på skiferie. Alle vi andre kan se vinter OL på tv og efterfølgende opsøge de snekolde oplevelser i skønlitterær form.

Langrend
Krimi Denne norske forfatter har en lang række krimier bag sig og har desuden i en periode været sit lands justitsminister. Hendes kendteste hovedperson er Hanne Wilhelmsen, men i denne nye serie møder vi Selma Falck. Hun er 51, stjerneadvokat, kendis og tidligere eliteidrætsudøver. Eller rettere var. På grund af ludomani og underslæb har hun nu mistet job, familie og status. Hårdt presset må hun hjælpe sin tidligere chef, hvis datter uretmæssigt er blevet beskyldt for doping og udelukket fra landsholdet i langrend. En anden langrendsløber bliver fundet død og testet positiv, og i det decemberkolde Oslo bliver Selma pludselig en brik i et farligt spil om liv og død, magt og ære. Læserne møder en handlekraftig og egenrådig kvinde og bliver ført ind i skisportsverdenen, og i kraft af komposition og plot bliver man holdt fanget fra først til sidst.
En grav til to. Af Anne Holt

Alpint
Kærlighedsroman Hvis man mere er til den lette underholdning – ganske vist med drama undervejs, men med sikkerhed for en lykkelig slutning – skal man måske snarere kigge i retning af denne produktive forfatter, som ikke behøver en lang præsentation. Nærværende bog handler om teenageren Lily Thomas, der mister førligheden i en tragisk skiulykke, og derved ændres ikke blot hendes liv, men også hendes enlige fars liv. Neurokirurgen Jesse, der opererer Lily, mister sin mand og faderen til deres fire børn og må derfor finde en måde at klare sig som alenemor. Hovedpersonerne lærer at leve med de givne omstændigheder, og efter opbydelse af stor viljestyrke finder de alle kærligheden.
Vinderne. Af Danielle Steel

Snowboard
Børnebog Det er svært at være snowboardnørd når man bor et sted, hvor der sjældent falder sne. David og Jocke har arbejdet hårdt for at spare sammen til de flotteste snowboards, men da sneen endelig falder finder de ud af, at det ikke er så let at holde balancen på brættet som de troede … De falder i med Noa, som er god til at forfalske liftkort, lidt bedre end de to "snebrødre" på et board og ikke mindst så har han en østrigsk kusine, der næsten er på det østrigske snowboardlandshold. Det er en sjov bog om de uheldige helte og klumremikler, der mest har attituderne i orden – med vinkler på det at ville og kunne, venskab, spirende kærlighed og bare det at vokse op og blive (lidt) klogere. Historien er fortalt i et flydende og mundret sprog, der klart vil appellere til målgruppen af (især) drenge fra 11-12 år.
Gul sne. Af Johan Unenge

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Tags
Materialer