TEMA - Nyt på dansk om død og sorg

09.09.19
Marianne foreslår nogle bøger om sorg og død.

MODERLØS
ROMAN Den kommer til os alle, men er alligevel omgærdet af tabu. I efteråret sætter Favrskov Bibliotekerne fokus på døden gennem foredrag, udstillinger og mindre arrangementer. Litteraturen kan selvfølgelig også danne udgangspunkt for samtaler om det svære emne. 
Journalist Amalie Langballe debuterede i år med denne autofiktive roman om Agnes, der i starten af sit voksne liv mister sin mor efter et længere sygdomsforløb. Et tab, der afføder en række andre tab: tabet af sig selv, af virkelighedsfornemmelsen og forbindelsen til mennesker og meningen med det hele. Amalie Langballe skriver ublufærdigt om utvetydigheden og ubønhørligheden af smerten, sorgen og ensomheden hos den efterladte.
Forsvindingsnumre. Af Amalie Langballe

NÅR LIVET SLÅR EN KOLBØTTE
ROMAN Puk, gravid i syvende måned, står i køkkenet og forbereder sin søns toårs fødselsdagsfest, da hun får besked om, at hendes mand er faldet om med hjertestop under et halvmaraton og nu ligger i koma. Kort efter dør han. Syv år efter at Puk Qvortrups liv slog en kolbøtte, har hun skrevet en hudløs ærlig beretning om sorgen. I romanen skildres de faser, som en ung kvinde gennemlever i sin dybe sorgproces, og alle nuancer er med: kvalmen ved babygråd, raseriet over at være blevet enlig mor, lysten til sex og jalousien på svigermor, for hvem har egentlig mest ret til at sørge:  moren eller hustruen?
Ind i en stjerne. Af Puk Qvortrup 


AT TAGE AFSKED
ROMAN Alderen indhenter os alle, og de fleste af os kommer på et tidspunkt til at tage afsked med et ældre menneske. Alligevel taler kun få om, hvor ondt det kan gøre. I denne fine, poetiske fortælling plejer hovedpersonen sin næsten firs-årige veninde, der er uhelbredeligt syg. I korte kapitler og små uddrag beskrives venskabet og alt det, der følger med, når livet er ved at slutte. Forfatteren formår gennem historien at vise, at sorgen har sit eget liv, sin egen tid og sine egne snørklede mønstre – uanset hvem vi mister, og hvor gamle de er, når vi mister dem. Sproget er ærligt, upoleret og til tider humoristisk midt i den triste stemning, som romanen tematisk bærer præg af. 
Alle dage tilbage. Af Louise Juhl Dalsgaard


Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Hyldal Vollmer, Hadsten Bibliotek


På dit lokale bibliotek i Favrskov kan du hente en folder med de arrangementer, der har døden som tema.
 

Tags
Materialer