Illustration tema om norden

Tema: Norden

13.10.21
Bibliotekernes personale anbefaler bøger, musik og film inden for sæsonens tema om Norden. Denne måned fra Finland.

Katja Kettu: Natsværmeren
I 1930’ernes Lapland flygter den gravide femtenårige Irga, datter af chefen for grænsebevogtningen, på ski over grænsen til Sovjetunionen. Hvad der skulle være starten på et nyt liv, bliver et mangeårigt helvede som politisk fange i en sovjetisk fangelejr. Mange år senere, i 2015, rejser finske Verna til Rusland for at finde ud af, hvorfor hendes far er død der. Her optrevles fortidens hemmeligheder langsomt og skæbner flettes sammen, som forbinder fortiden med nutiden.

’Natsværmeren’ er udfordrende og foruroligende læsning, som blander historie, politik, naturreligion og folklore i et sindrigt sammenvævet skæbnefællesskab mellem mennesker og nationer.

Rosa Liksom: Kupé nr. 6
En ung finsk kvindelig arkæologistuderende på rejse væk fra et kompliceret kærlighedsforhold og en fordrukken russisk mand kommer til at dele kupé i Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Ulan Bator i Mongoliet. De kaldes blot ’Pigen’ og ’Manden’. Manden er rejst afsted for at arbejde på en byggeplads og Pigen er, udover håbet om at finde sig selv igen, rejst ud for at se på nogle gamle helleristninger. Året er 1986 og Sovjetunionen er i opløsning. Således er der sat en ramme for en rejse gennem det daværende Sovjetunionen, og giver et meget malende og konkret tidsbillede af dette.

Manden er storskrydende, dramatisk, vulgær og ubehagelig, Pigen indadvendt og observerende og gennem deres forhold, som på en skæv måde udvikler sig under rejsen, tegnes et billede af et samfund i jerngreb og forfald, beboet af elendige og brutale, men også stolte, sentimentale mennesker.

Kupé nr. 6 er en brutal men også poetisk læseoplevelse om en ikke så fjern fortid, som herigennem pludselig bliver mere nuanceret og synlig.

Kari Hotokainen: Åndehul
Bogens fortæller er en kriminalkommissær, som går til kor i sin fritid, for at blive distraheret fra tankerne om alle de gerninger og misgerninger, som hans job belaster ham med. Dog kommer to medlemmer af koret, Kirketjeneren og Frisøren, uopfordret og betror sig til ham alligevel, og selvom han helst er fri for at forholde sig til deres respektive historier, begynder han alligevel at involvere sig i dem.

Åndehul er en tragikomisk lille fortælling om gerninger begået i både had og kærlighed, når man bare har fået nok.

Materialer