TEMA - Nomerne

06.02.23
Mie fra Hammel bibliotek byder indenfor til Nomernes verden

Nomerne er små helteskabninger, der lever i deres eget univers. De har forskellige farvede masker på, der symboliserer deres magiske kræfter. Nomernes ”far”, forfatter og illustrator Jan Kjær, kommer til Hinnerup og Hammel biblioteker den 16. februar, hvor han afholder superheltetegneworkshop for børnene. På alle fire biblioteker kan man i hele vinterferien deltage i en nomerjagt med præmier på spil.

Mange forskellige bøger

Letlæsningsbog Oprindeligt optrådte nomerne i billedbøger for de 3-6 årige med mangainspirerede tegninger, men siden er historierne udkommet som læs selv-bøger i forskellige sværhedsgrader. Børnene kan således følge de populære figurer i mange år uden at det bliver kedeligt. I denne bog med lix 12 møder vi de to venner Tok og Theo. De er venner, men hvor Theo vil træne, foretrækker Tok at ligge og nyde solen. Derfor har han svært ved at følge med, når Theo drager på missioner og kæmper mod bærtyvene. Bag i bogen er der en oversigt over de forskellige nomer og deres særlige egenskaber og karaktertræk.
Nomertræets helte. Af Jan Kjær

Perlemønstre

Fagbog Som det bedste bevis på nomerseriens store popularitet er der kommet en hel bog, hvor figurerne er omsat til perlemønstre. Her finder man mønstre til de forskellige nomer og andre figurer fra bøgerne samt våben og andet tilbehør. Forfatteren står bag bloggen karensperler.dk. Bogens A4 format gør mønstrene dejligt store og dermed overskuelige, når man skal tælle sig frem. Perleplader går vist aldrig af mode, og når man som her kombinerer et eventyrlig univers med kreativ hygge, har man opskriften på succes. Nomerfans fra ca. 4 år vil med lidt hjælp kunne lave de forskellige mønstre.
Nomerne i perler. Af Karen Nørby Kristiansen

Spil med nomerne

Børnefagbog Sidste knopskydning på nomer-universet er denne vejledning i bordrollespil for børn i SFO-alderen med en voksen spilleder. Her tager man på eventyr sammen med vennerne i  Nomernes fantasyverden fuld af junglestemning, magi og mystik. Man kan vælge at spille magiker, kriger, barbar, bueskytte, eventyrer eller helbreder, og spillet er drevet af spillederens fortælling og to terninger, der afgør kamp og andre konflikter. På dit karakterark holder du styr på evne- og livspoint, samt udstyr, magiske genstande og hvilket niveau din karakter er på. 
Jan Kjærs nomerne – rollespillet. Af Jan Kjær og Claus Aarøe 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Tags
Materialer