TEMA - Midsommer

24.06.19
Mie fra Hammel har fundet lidt inspiration frem til dig om midsommer.

Katastrofefilm
DVD Dagen efter midsommer vågner Sverige op og er et land i undtagelsestilstand. Der er intet TV, og internet og telefonerne er nede. Luftalarmen kører derimod for fuld hammer, og ingen ved hvad der er sket. Alex, en ung succesfuld musiker, tager tilbage til landsbyen hvor han voksede op, for at finde ud af hvad der sker. Hans ungdomskæreste er stadig i byen og selvom hun nu har mand og barn, har de to aldrig glemt hinanden. Alex må se fortiden i øjnene, samtidig med at han skal kæmpe for sit land. Spændende svensk katastrofefilm med et reelt bud på hvad der vil ske, hvis der bryder krig ud i Sverige. Oveni får vi en fin historie om kærlighed og svigt mellem forældre og deres børn.
Den blomstertid nu kommer

Japanske mysterier
Krimi Den japanske forfatter er blevet ret populær her i landet med sine stemningsfulde krimier, hvor opklaringsarbejde vægtes højere end action. Denne kan læses uafhængigt af de øvrige og handler om, at videnskaben ikke kan løse alle gåder - nogle er dybt forankrede i familiehemmeligheder og har bedst af at forblive i mørket. Fysikeren Yukawa er taget til havnebyen Hari-ga-Ura for at deltage i en paneldiskussion om udvinding af havbundens ressourcer. Morgenen efter debatten finder politiet liget af en forhenværende politimand på klipperne i nærheden af pensionatet hvor han bor, og selvfølgelig kan den nysgerrige professor ikke holde sig ude af opklaringen. Den virkelige historie foregår i relationerne og mordet virker næsten som en bihistorie.
En midsommerligning. Af Keigo Higashino

Sommerferie med mystik
Børnebog Saga på ca. 11 år har fået sommerferie og har glædet sig til at hygge sig med storesøsteren Bea. Men allerede den første dag stikker storesøsteren af til København, hvor hun har fundet arbejde. Saga er den eneste der ved hvor Bea er, men hun har lovet ikke at sige det. Samtidigt opdager Saga en lille kat, der tilsyneladende prøver at lokke hende med sig. Katten fører hende til et forladt og forfaldent pensionat. Men der er noget mystisk ved pensionatet. Det er en meget velskrevet bog, der giver et godt indblik i Sagas familieliv, men også i bogens andre skæbner. Her er en fin blanding af virkelighed og mystik i en klog og følsom historie, hvor fortid og nutid mødes. 
Midsommergåden. Af Katarina Genar

Denne uges anbefalinger er skrevet af bibliotekar Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Materialer