TEMA - Livskriser

09.05.22
Mie fra Hammel tager os med til de svære steder i livet...

Her er tre nye romaner om modne mennesker, der befinder sig i det, vi kalder midtvejskrise: overvejelser om, hvorvidt de skal vælge en ny retning i livet. 

Fra Danmark til Afrika

Roman Alle som søger en god roman om livet som moderne menneske midt i livet kan nyde denne vellykkede debut om en psykologisk udviklingsrejse og drømmen om selvrealisering, før det er for sent. Nanna er gymnasielærer og fraskilt for anden gang. Hun har en livslang drøm om at male og om Afrika. En dag ser hun ved et tilfælde en fotoudstilling af fotos fra Afrika, som fanger hende. Hun opsøger Klaus, fotografen bag udstillingen, og de to midaldrende danskere, som er gået lidt i stå i deres live trummerum, rejser med drømmen om et fælles projekt til Afrika. Udvikler kærligheden sig, eller bliver det blot til endnu en kort affære? 
Nannas rejse. Af Bente Hahne
 
Tid til selvransagelse

Roman På overfladen har 60-årige Leo succes med både sin virksomhed og smukke kvinder. Han er særdeles velhavende, men betaler en høj pris herfor: hans elskede har forladt ham og de voksne børn har vendt ham ryggen, da han nægtede at ændre på sine prioriteter. Helbredet halter pga. en stresset livsstil og dårlige vaner, og da han lover et forlag at skrive sin selvbiografi, bliver han ramt af en alvorlig skriveblokering. Den hjertevarme og medrivende fortælling giver os svaret på, om Leo er parat til se sine dæmoner i øjnene og ændre tingenes tilstand. Bogen er en selvstændig fortsættelse af ”I figentræets skygge”.
Under samme himmel. Af Camilla Davidsson

Hverdagsrealisme

Roman For 25 år siden mødtes den journaliststuderende Julie og fotografeleven Tom på en lokalradio i Århus. I dag er alting anderledes, hun bor alene sammen med sin angstneurotiske søster i barndomshjemmet i Solrød og arbejder på en motorvejsrestaurant, og han bor med sin teenagesøn på Vesterbro og driver en billardsalon for en ven. En dag får Tom et brev fra Julie, og kontakten får begge til at overveje ændringer i deres tilværelse. Romanen rummer varme, nuancerede og fordomsfrie personbeskrivelser og er fyldt med gode miljøbeskrivelser fra de forskellige arbejdspladser, der har det tilfælles, at de kræver omgang med og forståelse for alle typer af mennesker.
Efterhånden mulighed for sol. Af Michael Enggaard

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer