TEMA - Læselyst

23.09.19
Mie fra Hammel Bibliotek foreslår nogle rigtig gode børnebøger til dig.

2 slags spil

BØRNEBOG Hvordan får vi børn til at læse mere? Dette spørgsmål er endnu engang aktuelt i den offentlige debat. Mange børn kan sagtens læse – de gider bare ikke. Her følger nogle bud på spændende bøger, der tager fat i de emner, som interesserer børn. En ny serie om holdet Go Gaming handler om fem drenge, der sammen spiller computerspillet Counter-Strike. Det handler om at være en del af et hold og nogle gange måtte træffe svære valg. Otto drømmer også om at blive professionel fodboldspiller og bliver tilbudt en plads på førsteholdet. Hvordan skal han vælge mellem de to ting, han elsker allermest? 
Ot2 – frags og fodbold. Af Kit R. Rasmussen

Du er selv hovedperson

BØRNEBOG Et interaktivt element, hvor læseren selv er med til at vælge handlingen, kan gøre bogen mere spændende. I denne nye bog om pigen Mira, som vi allerede kender fra flere fine graphic novels (det som vi i gamle dage kaldte tegneserier), skal Mira skal på lejrskole og læseren er allerede inden turen starter med til at bestemme, hvordan forberedelserne skal foregå. Hvem skal Mira f.eks. vælge at være i gruppe med? Hvilket dyr skal hendes gruppe vælge at arbejde med? I løbet af bogen bliver læseren også tilbudt at tage forskellige tests, som vi kender dem fra bladene. I bogen er der også opskrifter på de ting, Mira laver på lejrskolen.
Mira på lejrskole. Af Sabine Lemire

Gammelt koncept – ny serie

BØRNEBOG Undersøgelser har vist, at forældrene (især mor) er den vigtigste inspirationskilde, når børn skal vælge bøger. Hvis du selv elskede De 5-bøgerne som barn men gerne vil finde noget nyere til poderne, er denne krimi-serie oplagt. Hovedpersonerne er fire kusiner og fætre, der alle hedder Karlsson til efternavn, samt katten Møgkat. De er på ferie hos deres distræte moster Frida, der har sin egen ø. Om natten ser de mystiske skikkelser på øen, og nogen stjæler deres mad. Det er en god detektivserie med personligheder, der har humor og charme, og Lappedykkerøen byder på fortræffelige kulisser for børnenes spændende oplevelser.
Spøgelser og spioner. Af Katarina Mazetti

Denne uges anbefalinger er skrevet af bibliotekar Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Hvis du og dine børn ønsker mere inspiration til nye læseoplevelser, byder vi på ”Bøger & pizza” på Hammel Bibliotek tirsdag den 1.10. Billetter på biblioteket eller www.favrskovbib.dk
 

Materialer