TEMA - JAN MØLBY

13.05.19
Marianne Brown Thomsen fra Hammel Bibliotek kommer her omkring flere facetter af Jan Mølbys karriere i Liverpool FC.

MØLBYS MIRAKEL-SÆSON I LIVERPOOL
FAGBOG Tirsdag d. 21. maj får Kulturhus InSide besøg af ”The Great Dane” – Jan Mølby. I den anledning har vi fundet tre bøger frem, der fortæller lidt om Jan Mølbys karriere. 
Den første bog er spændende læsning for dem som både er interesseret i Mølbys karriere i Liverpool, og som samtidig ønsker en mere generel viden om den engelske fodboldklub, hvor Mølby spillede i rigtig mange år, fra 1984 og frem til 1996. I Liverpool blev han især kendt for sin sparketeknik og sikkerhed fra straffesparkspletten. 
Liverpool. Historien om The Reds. Af Jesper Gaarskjær (79.706)

MØLBYS MESTERSTYKKE
FAGBOG Her hører vi om fansenes kærlighed til fodboldklubben Liverpool. Vi er dermed flyttet fra banen og op på tribunen – til alle Liverpools fans. Bogen beskriver de danske fans’ erindringer om Mølbys opture og nedture i deres fælles elskede fodboldklub. En dansk fan fortæller, hvordan han elskede at gå på biblioteket for at læse sportssiderne i dagens aviser og dermed følge med i bedrifterne hos - hvad han selv omtaler som - landets mest omtalte fodboldspiller i 1985-86.
Liverpool i blodet. (79.706)

OP- OG NEDTURE
FAGBOG Bogen beskriver Liverpool FCs lange historie. Fra deres første officielle kamp i 1892 og frem til 2016, hvor bogen er fra. Fodboldklubbens opture og nedture bliver beskrevet, og der er bl.a. fokus på perioden hvor de vandt alt, men også om de ulykkelige omstændigheder med tilskuertragedierne. Mølby er en del af denne historie, hvor vi i denne bog både hører om alle sejrene, men også hører om Mølbys fængselsdom. Tilbage i 1984 beskrives han som en af klubbens store spillere, og blandt klubbens fans betragtes han stadig som en af de største ”Anfield-legender”.
De røde og de døde. Af Michael Seidelin (79.706)

Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Brown Thomsen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk
 

Materialer