Island

TEMA: Islandske krimier

27.07.20
Mie anbefaler tre islandske krimier.

Med historisk baggrund
Krimi I denne sommer er Island som rejsemål mere populær end nogensinde. For de historisk interesserede kommer her en spændende beretning om en samling håndskrifter fra 1300-tallet, pakket ind i en kriminalhistorie, der udspiller sig i 1960. En ung jurist sendes ud på øen Flatøy for at opklare fundet af en død mand på et lille skær. Sagen udvikler sig med et yderligere dødsfald, og øens befolkning danner bogens interessante persongalleri. Det er især bogens miks af miljø- og tidsbeskrivelse, der bærer bogen, idet krimidelen sine steder bringes videre via tilfældigheder. Krimilæsere med sans for særlige miljøer, et plot med historisk baggrund og en islandsk tone er de mest oplagte læsere.
Flatøgåden. Af Viktor Arnar Ingólfsson

Det moderne Island
Krimi Helt nutidige samfundsrealistiske krimier præsenterer denne meget produktive kvindelige forfatter, som jeg synes skriver rigtig godt. Nye læsere skal IKKE begynde her, da bogen er den femte i serien om politimanden Huldar og børnepsykologen Freya, der arbejder sammen i sager, hvor børn er involveret, og som i privatlivet kredser lidt om hinanden i et uafklaret forhold. Denne sag starter med fundet af menneskeknogler på havbunden. Mordet på en hjemløs, en teenagers forsvinden og en sag om overgreb på et børnehjem flettes sammen, og langsomt folder alle sammenhængene sig ud, så man hele tiden vil vide mere.
Dukken. Af Yrsa Sigurðardóttir

Landet set udefra
Krimi Islændingene selv skriver mange bøger, men det forekommer også at udenlandske forfattere bruger landet som kulisse. Anna blev som barn adopteret og rejser til Island for at finde sin biologiske familie. Da hun ikke kommer tilbage som aftalt, bliver hendes mand, drabschefen Jacob Tofte, bekymret og tager til Island. Anna er forsvundet. Jacob prøver at finde Annas spor og har taget den akvarel med, som er det eneste, Anna fik med sig dengang. Det bliver en farefuld færd i den smukke og barske islandske natur. Det er en interessant spændingsroman med elementer af slægtsroman – egentlig den tredje bog om Jacob Tofte, men den kan sagtens læses selvstændigt.
Akvarellen. Af Karin Thorlacius

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.

Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på både facebook og instagram.

 

Tags
Materialer