TEMA - I Canadas vildmark

21.11.22
Mie fra Hammel bibliotek tager dig med en tur i vildmarken

Den 29. november kan du i Sløjfen, Hadsten høre en vildmarksguide berette – på biblioteket kan du låne bøger om emnet hele året!

2000 km i kano

Fagbog Her følger vi to rejsefællers eventyr, hvor de for femte gang drager ud i vildmarken sammen. De tager på to kanoekspeditioner, den ene foregår i Rocky Mountains og den anden i Canadas vildmark, hvor de første gang var på eventyr helt tilbage i 1970’erne. De padler blandt ulve og bjørne, på rivende floder med enorme vandfald. Formålet er at finde en nordvest-passage, og de rejser i fodsporene på pelsjægeren Alexander Mackenzie, der i 1793 også var på jagt efter denne sagnomspundne genvej. Forfatteren formår både at fortælle den personlige beretning og samtidig krydre med spændende historiske oplysninger. 
Tilbage til vildmarken. Af Flemming Orneborg

Intens gyser

Roman Det er forfatterens debutroman fra 1982, der blev genudgivet for nylig. Hun indtager en særstilling på den danske litteraturscene – ingen skriver frysende uhygge frem som hende! Klaustrofobisk, intens og barsk er den korte fortælling om to rangers i den canadiske ødemark, Blackhawk og Keagan. De hjælper mennesker i nød, men da Blackhawk bides af en kanin med rabies, byttes rollerne om. Voldsomt vejr, kulde og nogle morderiske indianere besværliggør kapløbet mod tiden. Enkelt og effektivt med et smukt sprog i stil med selveste Hemingway. 
Blackhawk. Af Grete Roulund

Dramatisk familiesaga

Roman Vi følger flere slægtled af nybyggernes liv i den barske natur med skovhugst og guldgraveri i slutningen af 1800-tallet. Dengang var der vintre til, og folk sneede inde i mange måneder. Fortælleren er præsten Stephen, der vender hjem til sin barndomsby for at sidde ved sin mors dødsleje og lader minderne passere revy. Det er historien om de ufattelige strabadser, nybyggerne måtte døje, om kærlighed, sorg, guldlykke, arbejde og tab af kære familiemedlemmer i den altopslugende natur, der også er rig på overnaturlige væsener. 
Isens Greb. Af Alexi Zentner

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Materialer