TEMA - hjernerystelser

05.08.19
Mie fra Hammel Bibliotek sætter fokus på hjernerystelser

Bogmindeudstilling
ROMAN I august kan du på Hinnerup Bibliotek se den fine udstilling med ”bogmindemærker” af Zenia Johnsen. Efter et fald ned ad en trappe og en svær hjernerystelser døjer hun så meget med eftervirkninger, at hun har måttet opgive sit arbejde som bibliotekar. I stedet fik hun udgivet denne underfundige og skæve debutroman om at slå hovedet og opleve verden med en vibrerende hjerne. At skrive så smukt om en hjernerystelse, som Zenia gør det her, er intet mindre end en kunstnerisk bedrift! Nu udstilles originalmanuskriptet på biblioteket sammen med et fuglealfabet på gamle bogkort og bogminder i form af tegninger, som indfanger oplevelsen af læste bøger.
Hjerneskælv. Af Zenia Johnsen

Når skaden sker
FAGBOG En psykoterapeut og en hjerneforsker skriver her om hjernerystelsens eftervirkninger og de faresignaler man bør handle på når man rammes. Bogen henvender sig til både hjernerystelsesramte, fagprofessionelle samt pårørende og afdækker de psykologiske reaktioner, man kan forvente under og efter man har fået diagnosen. Ud over viden om hjernen byder bogen på teknikker til at håndtere de symptomer man oplever, genoptræning, råd til at komme i gang med arbejde og det sociale liv, bevidsthed om følelsesmæssige reaktioner m.m. Bliver man ramt er der utvivlsomt stor hjælp at hente i denne guide, som tilbyder en sikker vej at gå, for at man kan finde hjem til sig selv igen.
Hjernerystelse : kom godt igennem. Af Loa Opstrup og Troels W. Kjær


Kostens betydning
KOGEBOG Maden er en vigtig faktor, der kan gøre en forskel, når man skal hjælpe sin rystede hjerne tilbage til at fungere normalt igen – men det er nok ikke det man tænker mest på, hvis man har kvalme og hovedpine. En hjernevenlig kost kan dæmpe fx ustabilt blodsukker og inflammationer og forbedre fordøjelsen, så det er et vigtigt element i forløbet med at komme bedre gennem hjernerystelsen. I denne guide får vi råd om at planlægge, klare indkøb og erstatte usundt med sundt, og de sidste 50 sider består af indbydende opskrifter. Indimellem er der personlige cases, der underbygger teksten, og forfatteren har selv været igennem to hjernerystelser. 
Superkost til hjernerystelser. Af Charlotte Lillegaard Petersen


Denne uges anbefalinger er skrevet af bibliotekar Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk
 

Materialer