Tema: Gyserfilm (uge 52, 2017)

02.01.18
Som modvægt til al julens søde konfekt og familiehygge kan Favrskov Bibliotekerne tilbyde tre nye gyserfilm at u-hygge sig med i det nye år!

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

GYS OG ART-FILM
DVD
Vi er i Mexico. Alejandra har to børn med en mand, Angél, hun ikke elsker og Angél har et hemmeligt seksuelt forhold til Alejandras bror, Fabián. En dag dukker den mystiske Veronica op, og da hun introducerer først Fabián og dernæst Alejandra til en ensomt beliggende hytte ude i skoven, begynder der at ske mystiske sager. På papiret lyder det måske som en rodet sag, men personer, konflikter og miljø bliver etableret, så man virkelig tror på de overnaturlige elementer. Smukt, grumt, modigt og ambitiøst mexicansk mesterværk med fremragende special effects af danske Peter Hjorth.
The Untamed. Instr. af Amat Escalante

SURVIVAL HORROR
DVD
Et ungt kærestepar ankommer til en afsidesliggende lejrplads i den australske outback hvor de har planlagt at holde en romantisk weekend. Da de ankommer, ser de at andre har slået et telt op på samme plads, men dette telt forbliver tomt som timerne går. Pludselig dukker et par brutale og blodtørstige rednecks op, og mens vores to hovedpersoner skal forsøge at overleve, krydsklippes der til nogle dage forinden, hvor vi finder ud af, hvad der skete med dem fra det andet telt. En modbydelig, kompromisløs, desperat, nedbrydende og velfortalt lille "survival horror"-film.
Killing Ground. Instr. af Damien Power

PSYKOLOGISK GYSER
DVD
Gore Verbinski har både skrevet manus til og instrueret den visuelt overdådige film ”A Cure For Wellness”. Den unge Lockhart arbejder i et finansimperium og tager til de schweiziske alper for at hente sin chef hjem fra et sanatorium hvor han har været på kurophold. Ingen har hørt fra ham længe, og selvom Lockhart møder et idyllisk kursted med glade patienter og dampende bade, fornemmer han hurtigt at der er noget ravruskende galt både med patienterne og de mange læger og sygeplejersker der arbejder der. Forventer man stolehoppende gys, bliver man skuffet, men fascineres man af snigende paranoia og uhygge, er her absolut noget at komme efter.
A Cure for Wellness. Instr. af Gore Verbinski

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde flere tips på www.favrskovbib.dk

 

Materialer