TEMA - Graphic novels for børn

14.11.22
Mie fra Hammel bibliotek foreslår gode graphic novels for børn

I uge 46 inviterer bibliotekerne kommunens 4. klasser til litteraturdage. Årets tema er ”graphic novels”, og børnene skal bl.a. møde forfatter-/tegner parret Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi. 
De optræder ligeledes til et fyraftensmøde for børn og forældre på Hinnerup bibliotek onsdag.

Pinligheder

Graphic novel Bogserien om Mira er et meget populært resultat af parrets samarbejde. Igennem nu
7 bind har vi fulgt skilsmissebarnet Mira, der her står på tærsklen til puberteten. Kroppen ændrer sig, og i venindekredsen fylder bumser, briller og tandbøjler meget og giver anledning til usikkerhed og måske mobning. Samtidig skal Mira vænne sig til en ny rolle som storesøster, da hendes far og hans nye kone venter barn. Historierne er fortalt med varm solidaritet i forhold til børns følsomhed og usikkerhed, og med den humoristiske indfaldsvinkel kan vi voksne også nyde dem – og blive klogere både på børnenes og egne reaktioner.
Mira - #bumser #baby #briller. Af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi

Mystik i havet

Graphic novel  En utrolig flot bog, hvor de grafiske elementer klart spiller hovedrollen. Pigen Ophelia flytter til kysten, hvor en dreng er forsvundet i havet. Hun interesserer sig for kryptozoologi, altså læren om ukendte dyr og væsner – kan drengens forsvinden have noget at gøre med et havuhyre? Mystikken hænger over næsten hvert eneste billede i denne rigtig fine tegneserie. Bogen er let at læse, så selv yngre læsere fra ca. 9 år kan være med, og spændingen samt den gribende historie holder også ældre læsere fanget. Heldigvis er der tre bind i serien, så mysteriet kan nå at blive løst.
Krypto – ned i dybet. Af Hans Jørgen Sandnes

Nordisk mytologi rocks!

Graphic novel De kan noget, de nordmænd! Her i en virkelig flot og dragende tegneserieroman, som tryllebinder læseren fra første side med en vedkommende historie og fuld smæk på illustrationerne. Hvad stiller man op mod kræfter større end én selv? Kan en dreng ændre slagets gang - eller kræver det gudernes indblanding? Drengen Ubbe lever et spændende liv, hvor han øver sig på at blive en ægte viking, der er modig, tænksom og dygtig. Men en dag angribes landsbyen af en ulv. En stor og unaturlig stæk ulv, som truer med at tage alt hvad Ubbe har kært fra ham. 
Ragnarok – Fenrisulven. Af Odin Helgheim

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer