TEMA - Fugle i litteraturen

10.10.22
Christine fra Hammel bibliotek indbyder til fugletur i litteraturen

Onsdag d. 12. oktober går turen til Vissing Enge med bibliotekaren og fugleentusiasten. De har givet hinanden udfordringen ”Find fuglen – læs om den”. Så sidstnævntes job er at lokalisere og fortælle om de fugle, vi har mulighed for at se og høre på denne tid af året, mens bibliotekarens bliver at læse højt fra tilsvarende litteratur. Her får du forslag til litterære hovedværker indenfor fuglegenren! 

Klassikeren

Digte Blicher kender vi nok alle som hedens digter med ’E Bindstouw”, ”Hosekræmmeren” og ”Præsten i Vejlby” som sine mest kendte værker. Men udover novellerne, som han holdt meget af at skrive og som han blev kendt for blandt almuen, skrev han også rigtig mange digte. En stor del af dem handler om naturen, heriblandt også det lyriske hovedværk ”Trækfuglene”, hvorfra fx digtet ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” stammer. Men ikke alene har Blicher skrevet ”Trækfuglene” – han har også inspireret til en samling fra 2014, ”Ny trækfuglene”, som 32 af nutidens digtere har bidraget til – hver især med samme fugle, som Blicher har skrevet om! 
Trækfuglene. Af Steen Steensen Blicher. 1938
Ny trækfuglene. Asger Schnacks Forlag, 2014

Er det ordene, der gør et menneske?

Postapokalypsen Hvad er det, der gør os til mennesker? Rakel Haslund-Gjerrild (mest kendt fra bestselleren ”Adam i Paradis” fra sidste år) har skrevet en poetisk historie om, hvordan ordene forsvinder, når man er det sidste menneske i verden, og ikke ved, hvad meningen med livet er. Det er en slags omvendt skabelsesberetning om, hvordan verden afvikles, og de eneste der er tilbage, er pigen, vandet og fuglene. ”Alle himlens fugle” er en aldeles fremragende roman, som ikke blot handler om apokalypsen, men i langt højere grad om pigen og hendes liv i ensomhed og om, hvordan naturen i form af fuglene og havet bliver hendes drivkraft. 
Alle himlens fugle. Af Rakel Haslund-Gjerrild 

Varsler

Psykologisk thriller Denne norske roman tager sit afsæt i såvel figuren Balder fra den nordiske mytologi, i Tarjei Vesaas klassiker ”Fuglene” fra 1957 og i gotisk uhygge. Allis, en kvinde midt i livet, får ansættelse som hushjælp hos Sigurd Bagge, som bor alene i et afsidesliggende hus nær havet. Jobbet består i at få sat skik på den tilgroede have, servere tre måltider og ellers holde sig ude af syne. Sigurd Bagge bruger dagene på sit kontor, hvor Allis er forment adgang, og de mødes kun til måltiderne, som foregår med ham siddende tavs ved spisebordet, mens hun spiser stående ved køkkenvasken. Allis fascineres og skræmmes af Sigurd, og det hele tilspidses til slut, da mågerne skriger og de åbenbarer sandheder for hinanden. 
Fugletribunalet. Af Agnes Ravatn.

Denne uges anbefalinger er skrevet af Christine Ellebæk Sørensen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer