TEMA - Fortidens efterladte spor

25.10.21
Mie fra Hammel bibliotek tager os med til fortiden med 3 gode titler

”Høj Stene” i Vejerslev er et lokalt eksempel på, hvordan vores forfædre har efterladt spor i nutidens landskab. Men udgangspunkt heri kan du tirsdag den 2. november høre mere om den sene jernalder og tidlige vikingetid i en levende fortælling på Ulstrup Bibliotek.

Stort fotoværk

Fagbog I denne flotte bog gennemgås 72 steder i Danmark, hvor der findes levn fra oldtiden. Fra de ældste spor efter mennesker i ca. 12.000 f.Kr. til slutningen af vikingetiden i ca. 1050 bliver de forskellige fortidslevn og deres indvirkning på naturen belyst. Danmarks mange stendysser og jættestuer bliver sat i kontekst med landskabets udformning, både historisk og nutidigt. Oldtidens spor i det danske landskab er værkets kardinalpunkt, så den bevæger sig mellem historie, arkæologi og geografi. Fokus på påvirkningen af naturen og landskabet gør, at bogen ikke kun henvender sig til historisk interesserede, men også naturinteresserede. 
Danmarks oldtid i landskabet. Af Marianne Rasmussen Lindegaard

Krige og konflikter

Fagbog Baseret på arkæologiske fund fortælles i denne velskrevne bog krigenes historie og udvikling fra tidernes morgen til ca. 1100. Forfatteren bygger kronologisk op fra stenalderens natlige småoverfald til oldtidens sidste krige, nemlig vikingernes og de første danske kongers kampe om magten i Nordsøområdet. Det er ikke småting, hun når frem til. Ved at analysere skader på de mange begravede og andre fysiske spor argumenterer hun ikke kun for, hvordan kampe har forløbet i de forskellige perioder, hun anslår også hvor omfattende krige var, og hvor mange der blev skadede eller led en voldsom død. Varberg skriver nærværende og ligefremt, og bogen, der er godt illustreret og layoutet, har en meget bred målgruppe – lige fra faghistorikere til folkeskolens ældste klasser.
Fortidens slagmarker. Af Jeanette Varberg

Børnebog om vikinger

Fagbog Det er også Varberg, der har oversat og bearbejdet denne spændende bog for børn fra ca. 11 år om en arkæologisk udgravning. Fagfolkene bliver tilkaldt, da et gammelt kranium dukker op under arbejdet med en gravemaskine, og det viser sig at man er stødt på en vikingeby. Fundene giver os viden om, hvordan vikingetidens samfund var indrettet, og vi hører om gravskikke, om livet omkring en stormandsgård, om krigere og togter og meget mere. Bogen er illustreret med farvelagte stregtegninger, teksten er velskrevet men ikke helt let at læse, og bogens layout er tiltrækkende og afvekslende og er med til at gøre indholdet interessant for læserne. 
Vikinger : et arkæologisk eventyr. Af Mats Vänehem


Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

 

Materialer