TEMA - FANTASY

10.06.19
I denne uge anbefaler Sigurd Dam, vores praktikant på Hadsten Bibliotek, 3 fantastiske fantasy titler til dig.

Politisk magtspil og drager
På biblioteket er de fleste fantasybøger ’gemt væk’ i børn og unge-sektionen. Der ligger dog masser af gode historier i denne genre, og her er tre anbefalinger til fantastiske historier – også for voksne. Den første er også den mest kendte, nemlig bogforlægget til tv-serien Game of Thrones. Dette er den første af fem udgivne (syv planlagte) bøger, hvor detaljegraden giver følelsen af at læse en historisk roman fra dette fiktive univers. Bogen foregår i kongeriget Westeros i tiden efter det store oprør, der har medbragt fredeligere tider. Men intriger og gammelt had lurer overalt i dette kammerspil, der tager sig god tid til sine karakterer og det magtspil der foregår bag facaden mellem kongerigets magtfulde familier. 
Kampen om tronen af G. R. R. Martin

Eventyr under jorden
Neverwhere er en enkeltstående roman i en utroligt original verden. Richard Mayhew er en helt normal og kedelig mand, der ved et tilfælde møder pigen Door fra en verden der ligger neden under London. Her bor alle de mennesker der er faldet gennem sprækkerne i vores verden, og her er fyldt med originale karakterer og omvendte udgaver af London, som vi kender den. Efter mødet siver Mayhew langsomt ind i denne verden i en grad så hans forlovede, og alle andre ikke-indviede, pludselig ikke længere lægger mærke til ham. Fanget i den fremmede verden vælger han at følge Door i hendes mission for at finde dem der har dræbt hendes familie.
Neverwhere af Neil Gaiman

Magisk mysterium
16-årige Joel har altid drømt om at blive en af de magiske krigere kaldet ritmatikere, men under optagelsesprøven gik der noget galt, og han blev ikke optaget på skolen. På grund af sin fars tragiske dødsfald har han dog fået lov til at tage en normal uddannelse på samme skole, hvilket betyder at han kan bruge al sin fritid på at læse om teorien bag magien. Efter flere elevers forsvinding bliver Joel viklet ind i opklaringen med en professor og ritmatikereleven Melody. Hans store teoretiske viden blandet med deres praktiske kunnen får dem på sporet af en større sammensværgelse mod ritmatikerne.
Ritmatikeren af Brandon Sanderson

Denne uges anbefalinger er skrevet af Sigurd Dam, praktikant på Hadsten Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk
 

Materialer