TEMA - Dronning Margrethe

13.04.20
Mie fra Hammel Bibliotek kommer her med nogle gode forslag om vores dronning, som du kan læse på e-bog.

En aflyst fødselsdag
Den 16. april fylder regenten rundt – men al offentlig festivitas er aflyst pga. corona-krisen. På e-Reolen er der adgang til adskillige værker om et langt og begivenhedsrigt liv som Danmarks dronning. Denne bog blev (gen)udgivet i anledning af 60 års-dagen og dækker altså især dronningens ungdom og de første mange år som regent. Bogen har karakter af en officiel biografi i pragtudstyr med mange flotte fotos. Der er en kronologisk gennemgang af årene, beskrivelse af residenserne og kronjuvelerne, stamtavle over den kongelige familie og mange andre konkrete oplysninger om dronningens virke og hoffets opgaver. Den præsentable bog har også i sin sprogbrug et højtideligt præg. 
Rundt om Margrethe - Danmarks dronning. Af Henning Dehn-Nielsen

Dronningen og Danmark
I denne flotte og velfortalte bog tager Dronning Margrethe læserne med rundt i Danmark og fortæller om bl.a. sit eget liv, politiske begivenheder og vigtige historiske øjeblikke. Bogen berører mange forskellige emner med dronningen som fokus, fx hendes uddannelser, interesser, Danmarks historie med fokus på krige, Danmarks byer og hendes syn på integration. Bogen indeholder billeder både fra dronningens liv, kongehuset samt Danmarks byer. Man gribes undervejs af den spændende beretning og de flotte billeder i en bog, som går bag om Danmark og danskerne og samtidig fortæller dronningens egen livshistorie.
De dybeste rødder. Af Thomas Larsen

350 citater
Når man tænker på, at dronningen som konstitutionel monark ikke må udtale sin mening om noget som helst der kan tolkes politisk er det imponerende, at det er lykkedes at samle så mange citater af hende, som er værd at læse og giver stof til eftertanke. F.eks. ” Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kunne godt være, at mange mennesker skulle det en gang imellem!". Og vidste du, at dronningen en gang har sagt i en debat om sit kunstneriske virke, at ”så helvedes godt tegner jeg jo heller ikke”? Dejligt befriende i den verden af konventionelle høfligheder, som de kongelige ellers må færdes i.
Om man så må sige. Red. af Jens Andersen 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Husk at de ”blå titler” på e-Reolen kan bruges uden udlånsbegrænsning.
Du kan finde mere inspiration til digitale ressourcer på www.favrskovbib.dk

Materialer