TEMA - Det grønnes!

25.04.22
Mie fra Hammel byder på en tur ud i foråret...

Inspirationen til denne klumme fik jeg, da jeg sad og stirrede ud på det spirende forår, der breder sig foran mit vindue. De tre bøger er meget forskellige, men de har farven grøn til fælles.

Irsk familiedrama

Roman Forfatteren blev indstillet til Bookerprisen for denne slægtshistorie om fire søskende, der har gjort alt for at glemme deres ophav. Dan erklærer, at han vil læse til præst og rejse væk. Emmet bliver rapporter og vil gøre noget godt for verden og rejser væk. Hannah har et barn, drikker sig ofte skidefuld og skændes med barnets far. Constance er som den eneste blevet i nærheden af barndomshjemmet og har fået tre børn med en lokal mand. Alle har hver deres liv og skænker ikke barndommen mange tanker, førend moren skriver at hun vil sælge huset. De tager alle fire hjem til jul og må tvinges til at være en familie på godt og ondt. Det er en velskrevet gedigen roman, der med sine skarpe vendinger beskriver en familie, som er helt i opløsning, og hvor kærlighed og sorg beskrives rammende og dybt. 
Den grønne vej. Af Anne Enright

24 refleksioner

Fagbog Kapitlerne i bogen har tidligere været bragt som klummer i Berlingske. Forfatteren er evolutionspsykolog og skriver indledningsvist, at det moderne menneske lever med en usædvanlig høj grad af tryghed og velstand samtidig med, at de fleste konstant udfordres af høje krav og forventninger. Med henvisning til psykologiske eksperimenter perspektiveres disse udfordringer i en moderne og kompleks verden, som er svær at forberede sig på. Det er en interessant og læseværdig bog, hvis man undrer sig over samtiden og har behov for at få sat ord på de mange modernitetskrav. Sproget i bogen er direkte og lettilgængeligt, og variationen i fortællingerne indbyder til refleksion over, hvordan det moderne menneske render rundt som hunden efter sin egen hale.
Grøn af misundelse og andre fortællinger om det moderne menneskeliv. Af Jill Byrnit 

Mad på bordet 

Kogebog Sundhed, økonomi, klima – der kan være mange gode grunde til, at flere og flere af os helt bevidst introducerer kødløse dage i familiens madplan. Da jeg for mange år siden fik mit første job på et bibliotek var der måske én eller to vegetarkogebøger på hylden (til de ”frelste”), mens hylderne nu bugner af grønne kogebøger. Eller rettere sagt, de står netop ikke på hylderne, men bliver flittigt udlånt til de mange, der i dag spiser mere grønt. Denne bog er er velskrevet og informativ og indeholder billeder af såvel de færdige retter samt de forskellige teknikker, hvilket fungerer glimrende. For den, der mangler inspiration til en mere grøn hverdag er her både nem hverdagsmad, tilbehør samt de mere snaskede retter.
Grøn hverdag. Af Camille Maja   

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Materialer