TEMA - Carl Emil og ny dansk lyrik

04.11.19
Carl Emil Pedersen fra Ulige Numre spiller i Sløjfen den 16. november. Med sin poetiske sangskrivning og unge alder har han et stærkt slægtskab med en ny generation af digtere, der er ved at overtage det danske digterlandskab. Her følger anbefalinger til tre toneangivende digtere i det sidste årti.

At leve med sorgen
DIGTE Caspar Eric debuterede i 2014 med den roste digtsamling 7/11, og han har siden udgivet tre digtsamlinger. Den seneste hedder Alt hvad du ejer, og er den nok mest tilgængelige, hvis man ikke er vant til at læse digte. Den følger Caspar Eric og ex-kærestens virkelige tab af et ufødt barn, og digtene danner således en samlet fortælling som kan sammenlignes med forløbet i en roman. Alt hvad du ejer er et følsomt portræt af sorgen over at miste og hvordan det påvirker alt andet i livet.
Alt hvad du ejer af Caspar Eric

En rose er en rose er ulykkelig kærlighed og død
DIGTE Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng og har siden udgivet to romaner og to digtsamlinger, heriblandt Den hvide rose i 2016. Man skal ikke lade sig snyde af dens uoverskuelige 352 sider, for hvert digt er blot fem linjer og hver anden side er blank. Der spilles bevidst på ideen om rosen som et fortærsket symbol på kærlighed og Ravn har udtalt at hun ville undersøge det sprog vi bruger om ulykkelig kærlighed, netop fordi det er nedslidt af popsange. Det er genbrugt så mange gange at det mangler gennemslagskraft, og denne manglende gennemslagskraft er, ifølge Ravn, hvordan det føles at blive forladt.
Den hvide rose af Olga Ravn

No Future
DIGTE Theis Ørntoft debuterede i 2009 med digtsamlingen Yeahsuiten, mens han sidste år var aktuel med den anmelderroste roman Solar. Mellem dem udgav han Digte 2014, der er en nærmest apokalyptisk undersøgelse af livet i alle dets størrelser. Digtene emmer af både vrede og magtesløshed over hvordan civilisationen har udviklet sig, men stærkest er kritikken af menneskets indvirkning på naturen og klimaet. Grundlæggende har jeget givet op på samfundet og forsøger at få det bedste ud af livet inden dommedag. Systemet er brudt sammen, vi har bare ikke opdaget det.
Digte 2014 af Theis Ørntoft

Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk.

Materialer