TEMA - Bedst i 2022

19.12.22
Mie fra Hammel bibliotek har gode bud på de bedste bøger fra 2022

På Litteratursidens liste over de bedste oversatte romaner fra 2022 optræder tre af titlerne fra de nys overståede bogcaféer, som blev afholdt på alle fire biblioteksfilialer. 

En nytårsmorgen i skoven

Roman En af de store forfattere i Norden er på banen igen med en smuk livsskildring. Ulf Norsttig lever et stille, lykkeligt liv tæt på naturen med sin kone, hund og de lokale jagtvenner. Han er pensioneret forstkandidat og har administreret og fældet store skove. Men et kort møde med en ulv i skoven på hans 70 års fødselsdag får Ulf til at se på sit liv og forholdet til naturen med andre øjne, og han står med ét i en eksistentiel livskrise. Det er en stille historie, der drives frem af naturbeskrivelser, følelser og stemninger, men i sidste halvdel af bogen flettes der på fin vis også et spændingsspor ind i romanen. Romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.
Ulvespring. Af Kerstin Ekman

En ung stemme

Roman Denne bog har allerede fået flere internationale priser. Den er skrevet ud fra præmissen, at hvis der ikke findes litteratur, man kan spejle sig i, må man selv skrive en bog. Det gjorde denne unge muslimske og lesbiske kvinde, hvis liv er præget af følelsen af at være forkert. Hendes selvbiografiske roman fortæller om opvæksten i Frankrig med forældre, der kommer fra Algeriet. Hun skriver i korte, rytmiske glimt om at finde sin plads og sig selv, i en verden der ikke føles som om den er beregnet til hende. Det er et fascinerende og sjældent kig ind forfatterens verden – hun er en stemme, der er signifikant for sin tid.
Den yngste. Af Fatima Daas

En livslang relation

Roman Vi vender tilbage til Norden med denne lavmælte roman, der blev skrevet i 1996 men først udgives på dansk nu. Professor Hammer og hans sekretær gennem 40 år, Dagmar Grüner, tager på biltur til det vestlige Norge for at opsøge en lille by, hvor filosoffen Wittgenstein havde en hytte. Denne tur danner rammen for en rejse tilbage i tiden, og langsomt afdækkes deres specielle relation. Forfatterens stilistik er enestående, når hun med langsom og poetisk lethed skræller lag af ind til kernen af hovedpersonernes liv med fortættet kammerspilsstemning i et præcist og smukt sprog.
Stensamlere. Af Merethe Lindstrøm

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Tags
Materialer