TEMA - Bag tremmer

24.05.21
Mie fra Hammel bibliotek kigger ind bag fængselsmurene med disse forslag.

Fængslets verden er et mikrokosmos, som danner ramme om mange tankevækkende fortællinger om menneskelig interaktion. Her kommer tre af de nyeste, som jeg er stødt på:

Fanger og vogtere

Roman For nogle uger siden var denne myreflittige forfatter emnet for klummen. Hans seneste roman for voksne foregår i et fængsel, hvor vi følger forskellige af de fængselsbetjente, der arbejder der. De er ikke enige i deres måde at håndtere fangerne: Skal fængslingen have fokus på straf/hævn eller resocialisering, og hvordan undgår man nemmest ballade? Vi hører rystende – men sikkert troværdige – beretninger om, hvordan de kriminelle netværk uden for murene trækker tråde indenfor. Og hvad sker der, når fængselsbetjentene har hemmeligheder, som de indsatte helst ikke må opdage? Mange verdener krydser hinanden, og alt har en konsekvens i denne indsigtsfulde roman med en stigende spændingskurve, der gør den svær at lægge fra sig.
Fangeleg. Af Kim Fupz Aakeson

Fangekoret

DVD En herlig dansk dramakomedie med bl.a. Anders Matthesen – og bag kameraet Bodil-vinderen Louise McLaughlin, som kommer fra Hammel. Finansmanden Markus Føns er kommet i fængsel efter en sag om økonomisk svindel. Han bliver truet og får tæv af de andre indsatte, hvorfor han går i frivillig isolation blandt en broget flok af svage indsatte. I det lille mikrosamfund er Niels lederen, både i koret og generelt. Snart opstår der en magtkamp mellem Niels og Markus, for skal der synges Jens Vejmand i et opskruet tempo eller Rasmus Seebach i det lille fængselskor? Man griner ikke højlydt men klukker indvendigt af den skarpe satire og de groteske optrin. Skuespillerne gør det ganske fremragende, og plottet er gennemtænkt og veludført. 
De frivillige. Kan lånes som dvd eller ses på Filmstriben


Det barske kvindefængsel

Krimi Nye læsere kan ikke begynde her - så går man i hvert fald glip af hele baggrunden for at kriminalkommissær Helen Grace er varetægtsfængslet, mistænkt for mord. Hun er hovedperson i denne moderne engelske krimiserie, der befinder sig milevidt fra Miss Marple. Helen er den martrede, retfærdighedssøgende opdager, den ensomme ulv der har sine overordnede på nakken og sine egne hemmeligheder at skjule. Dette bind midt i serien foregår som nævnt i et kvindefængsel, og beskrivelsen af denne barske verden er ikke for sarte sjæle, vil jeg advare om. I fængslet hersker et udpræget hierarki, og som strisser gør man klogt i konstant at se sig over skulderen. Hvis du f.eks. er Karin Slaughter-fan vil du også kunne lide serien om Helen Grace.
Dåseskjul. Af Matthew Arlidge


Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

 

Materialer