TEMA - ARBEJDE

18.02.19
Tip til 3 gode bøger om arbejdslivet, og drømmene når vi har fri

DENNIS NØRMARK

FAGBOG  Sammen med en filosof har antropologen Dennis Nørmark skrevet denne meget omtalte debatbog, og nu får du mulighed for at høre ham fortælle om begrebet ”pseudoarbejde” på Hinnerup Bibliotek tirsdag den 26.2. Forfatterne har denne definition: "Med pseudoarbejde mener vi altså et arbejde, der er meningsløst, ikke bærer nogen betydningsfuld frugt eller virkning i verden, uanset om det opleves som virkningsfuldt af dem, der udfører det.” Desuden analyserer forfatterne vores arbejdsliv fra stenalderen til i dag og anviser veje væk fra det meningsløse pseudoarbejde. Det er en tankevækkende og provokerende bog som bør få os alle til at tage et kritisk selvransagende blik på vores arbejdsliv.

Pseudoarbejde : hvordan vi fik travlt med at lave ingenting. Af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen (33.11)

6 SYN PÅ ARBEJDSLIVET

ARTIKELSAMLING Denne lille bog består af en samling saglige, interessante og velskrevne artikler om arbejdslivet fra Zetland. Artiklerne belyser fra hver sit udgangspunkt det moderne arbejdsliv og de udfordringer, den enkelte medarbejder står med. Et udgangspunkt er, at i stedet for at hylde omstillingsparathed, var det måske bedre at styrke fordybelse og at mestre noget til bunds ved konstant at øve sig. Og det slås fast, at allerede for 150 siden sloges de om, hvorvidt arbejde er slidsomt eller selvrealiserende. 

Skynd dig langsomt : seks historier om at arbejde i en forpustet tid. Red. af Lea Korsgaard (60.136)

FÆRDIGT ARBEJDE!

FAGBOG Samtale- og interviewbog, hvor 16 kendte danskere som Ghita Nørby, Peter Aalbæk og Ritt Bjerregaard fortæller, og de personlige historier ledsages af fakta og gode råd fra 5 eksperter. Her råder fx psykologen til "Genopdag verden og tag hånd om kriserne", økonomen byder "Velkommen til en ny aktiv livsfase" og fremtidsforskeren konstaterer: "68'erne vil forandre billedet af den grå pensionist." Sympatisk og mangfoldig samling af historier, der vidner om at drømmene om livet og hvad det kan indeholde og byde på ikke behøver at forsvinde samtidig med du bliver pensionist.

En ny rytme i livet : 16 modige fortællinger om overgangen fra arbejdsliv til pension. Red. af Nanna Schelde (30.1668)

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Materialer