TEMA - Andeby

03.02.20
Mie fra Hammel Bibliotek kommer her med gode forslag, der har en forbindelse til Andeby.

DONALDISTERNE

Tegneserie Elsker du også Anders And og de andre fra Andeby? Så er du måske det næste medlem i Dansk Donaldistforening. De udstiller på Hammel Bibliotek i februar, og den 15. kan du møde formanden Laila Jerming Graf, som bor i Hammel. Der er lige udkommet en lækkerbisken for Andeby-fans med et fremragende udvalg af serier og velskrevne redaktionelle tekster, der sætter tegneserierne fint i perspektiv og tilføjer ekstra viden og baggrund. 
Anders And : 70 år med Anders And & Co.


EN GIGANT I UNDERHOLDNINGSINDUSTRIEN 

Fagbog Serien Big business fortæller succeshistorierne bag forskellige verdenskendte selskaber og brands. Bogen kan læses af børn og unge mellem 10 og 14 år og indledes med at fortælle om Disneys status nu og her, hvor indflydelsen på alle medieplatforme er enorm. Dernæst går vi tilbage i tiden til firmaets opstart og følger udviklingen frem til nutiden, inden der afslutningsvis perspektiveres der ud i fremtiden
Disney : historien bag successen. Af Adam Sutherland.


MUMS!

Kogebog Til de mindste der skal med i køkkenet for første gang og til de større børn, som selv er begyndt at svinge gryder og pander, er der her en samling børnevenlige opskrifter, rigt illustreret med de søde figurer fra Disneys magiske univers. Man får nogle grundregler i køkkenet og derefter forskellige afsnit med alt fra kager, sandwich og supper til middagsretter, salater og desserter. 
Til flere af opskrifterne følger også en lille historie med, som sætter opskriften ind i en sammenhæng. 
Mickey’s kogebog


Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Materialer