TEMA - Alene i vildmarken

26.09.22
Mie fra Hammel bibliotek indbyder til en tur i vildmarken

Torsdag den 29.9.  er der danmarkspremiere på filmatiseringen af en af de største bestsellere fra de seneste år.

Marskpigen

Roman Det blev brag af en debut, da denne roman udkom for et par år siden. Bogen foregår i to tidsmæssige spor, hvor vi i det ene følger pigen Kya i hendes ensomme opvækst i 1950’ernes North Carolina. Hun bor i marsken sammen med sin far efter at moderen og hendes søskende er rejst væk. Faderen drikker og de er ekstremt fattige. Snart må Kya klare sig helt alene i naturen. I det andet spor kommer et krimielement ind i historien: i 1969 er Kya voksen og mistænkt for mord. Det er en stærk fortælling om, hvordan opvæksten kan forme et menneske – Kya  er et dybt fascinerende naturvæsen, og fortællingen om hendes ensomme liv i marskens storslåede natur er både rørende og hjerteskærende.
Hvor flodkrebsene synger. Af Delia Owens

Et barsk eventyr

Krimi H.C. Andersens eventyr af samme titel har inspireret til og gengives i uddrag i denne fremragende spændingsbog, hvor vi også følger en pige, der vokser op isoleret i ødemarken. Hendes far lærer hende at begå sig i naturen, og hun ser op til ham lige indtil den dag, hvor hun opdager sandheden om hvorfor de lever, som de gør. Han har i sin tid bortført hendes mor og holdt hende fanget mod hendes vilje. Som teenager lykkes det hende at slippe væk, og hendes far kommer i fængsel. Da han flygter fra fængslet, er pigen den eneste der kan opspore ham – her kan hun bruge al sin viden om at klare sig i naturen. Men kan hun svigte den loyalitet, hun trods alt føler for ham?
Dyndkongens datter. Af Karen Dionne

Uden for civilisationen

DVD I denne film vender vi tilbage til North Carolina, hvor lægen Jerome i en hytte i Smokey Mountains’ store øde skove finder en død kvinde og hendes datter, Nell. På grund af en total mangel på kontakt til omverdenen har Nell hverken et brugbart sprog eller nogen erfaring i, hvordan det civiliserede menneske opfører sig. Jerome begynder, trods vanskeligheder med myndighederne, et antropologisk studie af den sære kvinde. Han kæmper stædigt imod et krav om, at hun tvangsindlægges for yderligere observation og forsøger langsomt at introducere hende til socialt samvær og den civiliserede verden. Filmen har stærke navne som Jodie Foster og Liam Neeson i hovedrollerne.
Nell. 

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer