TEMA - ÆG

08.04.19
Påskeglade Mie fra Hammel Bibliotek har fundet nogle bøger frem til dig om æg i alle afskygninger.

ÆGGETS HISTORIE
KOGEBOG Påsken nærmer sig, og i denne højtid spiller æg som bekendt en hovedrolle. I denne kogebog optræder ægget for en gangs skyld som hovedingrediens, og bogen beskriver dets mange muligheder til alle dagens måltider og henvender sig til alle, som gerne vil inspireres til nye måder at bruge æg på i madlavningen. Bogen fortæller æggets historie og hvordan hønen, hanen og ægget bredte sig til hele verden og kommer også ind på fakta om æg som holdbarhed, ernæring og det brede anvendelsesområde. Ægget er blevet en vigtig grundbestanddel i de fleste kulturers køkkener og bogen indeholder 85 forskellige opskrifter, som er en blanding af simple og mere avancerede retter. Bogen er en kærlighedserklæring til ægget og formidler fornemt om æggets historie og udbredelse med lækre og indbydende billeder af alle retter og inspirerende opskrifter.
 Æg : alt hvad du behøver at (h)vide. Af Christopher Sjuve

EVENTYRLIG SLÆGTSROMAN
ROMAN Forfatteren bag gennembrudsromanen ”Hundehoved” fulgte op med denne fabulerende, spændende og velskrevne historie om en bondeslægt, hvis skæbne er beseglet af et guldæg. 
"Vores Kong Gulerod, Erik Menved den 6., eller hvad vi skal kalde ham, abekat af Danmark..." Sådan fortæller morfaderen drengen den utrolige beretning om, hvordan et guldæg går gennem slægtens led fra middelalderen til i dag. Det er historien om en bondeslægt med jord under neglene og hvor overtro og fornuftige beslutninger er to sider af samme sag. Vi hører historien om pigen, der med pesten lige i hælene kommer ridende til Fyn på en okse. Om Ellemor, der ikke vil komme og hente sit barn i møddingen og om den tossede gamle kone, der begraver rødder i jorden rundt om huset, så familien har noget at spise under hungersnøden. Der er en næsten eventyrlig stemning i romanen, der leder tankerne hen mod de islandske sagaer. 
Æg. Af Morten Ramsland

DEKORATION
HOBBYBOG Hønseæg med monogram, karsehoveder, æggevarmere af filt, chokoladeæg og en æggeuro er nogle af de 15 trin for trin-metoder med hønse-, vagtel-, ande-, og gåseæg, der dekoreres vha. forskellige teknikker: batik, decoupage, papirklip m.m. Nogle af projekterne kan laves sammen med børn. Bogen signalerer ikke entydigt påske og kan bruges af kreative lånere året rundt.
Kreativ med æg. Af Deborah Schneebeli-Morrell

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på www.favrskovbib.dk

Tags
Materialer