Phuc van Dang

Tape it Away – Lav dit eget tapeværk og deltag i konkurrencen!

11.02.21
Phuc Van Dangs tapekunst over temaet "Det glæder vi os til" kan for tiden opleves i vinduerne i alle kulturhuse og biblioteker. Lav et tapeværk inspireret af vinter i dit eget vindue og deltag i konkurrencen! Læs mere og se videoen, hvor Phuc viser, hvor let det er at lege med tape.

Tag et billede af dit værk og send det til favrskovbibliotekerne@favrskov.dk eller del det på Instagram med #tapeitaway. Du kan deltage frem til d. 28.2, hvorefter Phuc udnævner to vindere, der hver modtager en præmie.

I videoen viser Phuc hvor let det er at lege med tape. Han bruger elektrikertape, og har du ikke det på lager, kan du hente en rulle på dit lokale bibliotek i åbningstiden.

Se videoen med Phuc på bibliotekernes Facebookside ved at klikke her.

Tape it away!

Om Phuc Van Dang

Phuc Van Dang (f. 1972) blev født i Vietnam og har boet i Danmark siden 1981. Han arbejder i et krydsfelt mellem design, kunst og kultur, og er i dag en efterspurgt kunstner, der gerne går i dialog med sit publikum, når han arbejder, bl.a. i workshops for børn og unge. Han har udstillet i mange lande og har samarbejdet med store brands. Phuc Van Dangs udtryk er unikt og altid i sort og hvidt, og han kalder sin egen metode og kunstneriske univers for ”Phucisme”, hvor begrebet storytelling spiller en væsentlig rolle.

Om at arbejde kunstnerisk med tape fortæller Phuc Van Dang: ”Tape street art er gadekunst lavet af tape. Det startede i 80'erne, hvor nogle grafittimalere besluttede at finde alternativer til spraydåser, og siden årtusindskiftet er det blevet mere og mere populært. Og så er det nemt, hurtigt og lydløst at installere”.

***

Projektet er støttet af Favrskov Kommunes Kunstudvalg.