Sjove vinterbøger til begynderlæsning

07.01.21
Indskoling: Elsker du at lege i sneen, så kig med her. Sjove og gode læs-selv bøger til de 6-8 årige, du kan låne med det samme på eReolen Go.

Lige nu hvor mange børn er hjemsendte og undervises digitalt, er sneen endelig faldet i Danmark.

På eReolen Go findes der mange gode bøger til begynderlæsning, som børnene selv kan læse på f.eks. en tablet eller lytte til, imens de tegner. Her er en liste til inspiration til god snevejrslæsning for de 6-8-årige. Find bøgerne nederst på siden.

Gita ser tis i sne

Gita ser ud af vinduet. Tao har skrevet med tis i sneen "Gita er en gris". Gita bliver sur, men Tao griner bare. Heldigvis har Gita en klog og opfindsom nabo. Sjov lydret bog for begynderlæsere mellem 6 og 7 år.

Mik får sne

Det er vinter. Klassen må gå ud og lege i sneen, siger deres lærer Bo. Mik og Ali slås i sne, og de laver også en snemand, der ligner Bo. Mon Bo bliver sur?

Asta ser en syl - hyl!

Der er faldet sne i løbet af natten, og Asta og far bygger en iglo. Asta ser nogle store is-tapper og får en ide. Hun prikker far i måsen med en is-tap. Men det skulle hun aldrig have gjort.

Tante Fjas kælker

Tante Fjas og børnene vil kælke. En sort kat får kælken ind i et træ. Hvad nu?

Ali på is

Ali og Emil hædres på rådhuset for deres heltebedrift, da de reddede Bo og mon ikke Bo passer bedre på næste gang?

Victor og far - bygger en borg

Det er vinter, og det har sneet hele natten, så der ligger et tykt lag sne i haven. Victor vil ud at lege i sneen, og han vil gerne have far med. Far er desværre træt af al den sne. Kan han overtales? For 6-7-årige.

Anne og Lise - i sneen

Anne og Lise leger på snebakken. De glider ned ad den. Deres bukser er glatte. De får meget fart på. Men ups, der er en sten, som stikker op af sneen. Lise har ikke set den!

 

God sneleg og læselyst fra Glostrup Bibliotek.