Illustration

Dansk fantasy for unge

Børnebibliotekar Mie anbefaler danske fantasy-lydbøger, der alle findes på eReolen som blå titler. De er udtryk for, hvordan mange danske forfattere virkelig har taget fantasy-genren til sig og vil være guf for øregangene hos de største børn, unge og hvorfor ikke også voksne med hang til dramatiske fortællinger?

Lene Dybdahl: Ovanienprofetierne, bd. 1-3 (bd. 1 Skyriel)
Da Sky bliver født får hendes mor et foruroligende varsel om den nyfødtes magiske kræfter. Hun sender derfor Sky til øen Josil, hvor hun vokser op hos den gamle magiker Alanion. Da hun fylder 16 år viser Dragevarslet sig på himlen, det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse.

Line Wenzel: Mindelandet, bd. 1-3 (bd. 1 Dronningernes erindringer)
Tella tvinges ud på en farefuld rejse i jagten efter slægtens skjulte hemmeligheder, inden en hævngerrig heks kan skade hendes mor, dronningen.

Julie Midtgaard: Sprækken til Luscuro, bd. 1-3 (bd. 1 Elementprøven)
Gry beskyldes for at være en heks, og hun ender på bålet - men hun dør ikke. I stedet ankommer hun til landet Luscuro, hvor hun skal bestå elementprøven for at blive en ægte sikster og kende sine kræfter. Undervejs får hun både venner og fjender.

Sidsel Sander Mittet: Morika, bd. 1-3 (kun 1-2 er blå titler) (bd. 1 Rent blod)
Visdomslærlingen Eshiri og krigerlærlingen Korau undervises på skoleøen Raudra i landets idealer for fred og tolerance. Fremtiden synes lys og sikker, men onde kræfter lurer på at bringe det gamle adelsvælde tilbage til magten. Pludselig er samfundet splittet i en blodig borgerkrig.

Henriette Hesselholdt: Gudernes krig, bd. 1-3 (bd. 1 Gudindens avatar)
Guderne er i krig, og gudinden Haia skal bruge en avatar. Et rejsefølge skal sørge for at denne avatar kommer sikker frem til byen Iserval, men de forfølges af elverfolk og trolde.

Boris Hansen: Panteon-sagaen, bd. 1-4 (bd. 1 Vejen til Panteon)
Lucas og hans venner bor i Zonen blandt grå og triste betonblokke. En dag forsvinder hans bedste ven Cassandra. Lucas forsøger at finde hende, men rejsen i hendes fodspor fører til en helt fremmed verden, der ikke burde eksistere.

Pernille Eybye: Dragernes konge, bd. 1-4 (bd. 1 Heksejægerens bytte)
Smeden Taysin er hemmeligt forelsket i den urtekyndiges datter Lill. En dag hjælper de en familie på flugt fra kongens heksejægere, og snart er de selv på flugt. Men ved Taysin egentlig hvem han selv er?

Sidsel Katrine Slej: Asgårds døtre. Foreløbig kun udkommet 1. bd. Ingeborgs fortælling
Ingeborg Agnarrsdatter er en af Asgårds valkyrier. Onde kræfter er på spil, og der er splid i de gamle kongeslægter. Ingeborgs familie er midt i konflikten, og det er op til Ingeborg at finde ud af, hvad der foregår.

Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken, bd. 1-3 (kun 1-2 er blå titler)
Forfatteren fik et stort gennembrud i serien om 17-årige nordjyske Anne, der oplever voldsomme drømmeagtige syner og bliver inddraget i et parallelt univers, hvor der optræder skikkelser fra nordisk mytologi.

Materialer