Genåbning

Bibliotekerne er åbne for udlån og aflevering

15.05.20
Mandag den 18. maj åbner bibliotekerne i Favrskov igen for udlån og aflevering af materialer. Få svar på dine spørgsmål i nyheden her.

Husk, at afleveringsfristen for dine bøger og andre materialer, der er udløbet under nedlukningen, er den 29. maj. 

Hvordan kan jeg bruge biblioteket fra den 18. maj?
Bibliotekerne åbner jf. udmeldingen fra Folketingets partier alene for almindeligt udlån og aflevering af materialer og dermed med begrænset service. Du kan reservere materiale via favrskovbib.dk eller vores app Biblioteket, og der åbnes for bestilling fra andre biblioteker via bibliotek.dk den 18. maj.

Du vil møde et anderledes bibliotek end det, du kender. Her kan du aflevere dine bøger og kort opholde dig for at hente reserveret materiale og finde nyt materiale til lån.

Det er desværre ikke muligt at opholde sig på biblioteket i længere tid, så der er ikke adgang til aviser, pc’er, kopimaskine, læsepladser eller legeområde. Det selvbetjente bibliotek er fortsat lukket.

Favrskov Bibliotekerne følger myndighedernes retningslinjer, og vi opfordrer til,  at alle besøgende følger anvisningerne om at holde afstand og god håndhygiejne, så det er trygt at komme på biblioteket. Hvis du føler dig det mindste sløj, henstiller vi til, at du ikke besøger biblioteket.

Kan jeg få hjælp til at finde en god bog eller til informationssøgning?
Vi kan desværre ikke tilbyde vejledning eller andre services endnu. Vores udvidede, digitale vejledning 'Spørg biblioteket' holder fortsat åbent. Ring eller skriv til bibliotekspersonalet med spørgsmål om litteratur, informationssøgning, digitale tjenester og meget andet.

Hvad er åbningstiderne?
Bibliotekernes åbningstider er udvidede de første to uger. Fra mandag den 18. maj til og med fredag den 29. maj er åbningstiderne som følger:

Hadsten, Hinnerup og Hammel Bibliotek:
Mandag-torsdag: 10-18
Fredag: 10-16

Ulstrup Bibliotek:
Mandag, onsdag og torsdag: 10-18

Kan jeg bruge det selvbetjente bibliotek?
Nej, desværre, bibliotekerne er indtil videre kun åbent med personale.

Hvor længe kan jeg aflevere mine bøger, som havde afleveringsfrist under nedlukningen?
Du kan aflevere dine bøger og andre materialer til og med fredag den 29. maj, uden at du pålægges gebyr. Materialer, der afleveres efter den 29. maj, pålægges gebyr efter de almindelige regler.

Husk, at tjekke din lånerstatus et par dage efter, at du har afleveret, så du er sikker på, at alt ser ud, som det skal.

Gælder mine reserveringer fortsat?
Ja, men husk at justere interessedatoen for dine reserveringer, så du ikke risikerer at miste din plads i køen.

Kan jeg booke et lokale?
Kulturhusene og dermed lokalebooking er fortsat lukket og forventes først med i næste fase af genåbningen den 8. juni. Der er dermed lukket for lokalebooking til og med 7. juni indtil videre. Du er velkommen til at forespørge på booking af lokaler efter den 7. juni ved at kontakte os på mail eller via hjemmesiden. Vær opmærksom på, at kulturhusene til enhver tid følger myndighedernes retningslinjer, så der kan være nye regler for størrelser på forsamlinger med mere, som kan have konsekvenser for brugen af lokalerne.

Kan jeg læse avis, studere, bruge pc’er eller kopimaskine?
Nej, der er desværre ikke mulighed for at sidde eller opholde sig i længere tid på biblioteket.

Kan jeg komme og lege med mine børn på biblioteket?
Nej, der er desværre ikke mulighed for at opholde sig på biblioteket i længere tid for at lege, læse osv.

Kan biblioteket hjælpe med borgerserviceopgaver?
Der er desværre ikke mulighed for at få hjælp til borgerserviceopgaver. 

Du kan godt aflevere post til kommunen på biblioteket.

Hvordan kontakter jeg biblioteket?
Du er altid velkommen til at kontakte dit lokale bibliotek på mail, hvis du har spørgsmål. Vores telefoner er ikke åbne endnu.

hadstenbibliotek@favrskov.dk
hammelbibliotek@favrskov.dk
hinnerupbibliotek@favrskov.dk
ulstrupbibliotek@favrskov.dk