Betal dit gebyr via Mit Betalingsoverblik
Betal dit gebyr via Mit Betalingsoverblik

Betaling af økonomisk mellemværende pr. 25. april

20.04.22
Fra mandag d. 25. april 2022 skal gebyr og erstatning til bibliotekerne betales via selvbetjeningsløsningen Mit Betalingsoverblik. I nyheden her finder du mere information og svar på de fleste spørgsmål.

Fremover skal du betale dine gebyrer og erstatninger direkte til Favrskov Kommune via Mit Betalingsoverblik. Det betyder, at du ikke længere kan betale på biblioteket, favrskovbib.dk eller i appen.

Mit Betalingsoverblik giver et samlet overblik over dine betalinger til kommunen. Samtidig er der kommet nye krav til håndtering af borgernes gæld, som det nuværende betalingssystem ikke lever op til.

Du er altid velkommen til at kontakte dit lokale bibliotek, hvis du har spørgsmål.

Her finder du Mit Betalingsoverblik hos Favrskov Kommune (åbner i et nyt vindue).

Spørgsmål og svar:

Kan jeg slet ikke betale gebyrer på biblioteket efter 25. april?
Nej, du kan kun betale digitalt via Mit Betalingsoverblik med NemID/MitID. På biblioteket guider vi dig gerne, hvis du har brug for hjælp.

I en overgangsperiode skal nogle mellemværender dog betales på biblioteket, som du plejer, og andre skal betales til Favrskov Kommune via Mit Betalingsoverblik. Vi gør vores bedste for at overgangsperioden bliver så kort som mulig.    

Hvis du ikke har NemID/MitID, kan vi hjælpe dig på biblioteket med en anden løsning.

Hvordan får jeg at vide, at jeg har et mellemværende?
Du kan altid se dit mellemværende på Mit Betalingsoverblik, og du får også besked i din e-Boks. Der kan gå et par dage, før du modtager regningen i e-Boks. Du kan også fortsat se dit mellemværende på din lånerstatus, men her kan du ikke se evt. renter og øvrige gebyrer. 

Favrskov Kommune har en fakturagrænse på 50 kr. Du modtager derfor først en faktura, når dit mellemværende er på 50 kr. eller mere.

Hvor finder jeg Mit Betalingsoverblik?
Klik her for at gå til Mit Betalingsoverblik på Favrskov Kommunes hjemmeside (åbner i et nyt vindue). Du kan også følge linket på din faktura. Det er her, du betaler f.eks. daginstitution, renovation og andre regninger til kommunen.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har  NemID eller MitID?
Hvis du ikke kan betale med NemID eller MitID, kan vi hjælpe dig på biblioteket. Kontakt dit lokale bibliotek.

Jeg ved, jeg har et gebyr, der skal betales, men jeg har ikke fået besked?
Der kan gå op til 24 timer, før du kan betale din regning på Mit Betalingsoverblik.

Jeg har fået et gebyr, men det stemmer ikke med det beløb, jeg kan se på Mit Betalingsoverblik?
I bibliotekets app eller på favrskovbib.dk kan du se en saldo på det, du skylder på biblioteket. Men der kan være kommet et rykkergebyr, hvis ikke du har betalt i tide. Det fulde beløb, du skylder, kan du altid se på Mit Betalingsoverblik. 

Kan mit barn betale sin regning på biblioteket?
Nej, fremover vil forælder eller værge få en regning i e-Boks, der skal betales på Mit Betalingsoverblik eller via netbank.

Jeg kan ikke finde ud af at betale min regning, hvad gør jeg?
Kontakt personalet på dit lokale bibliotek. Så vil vi guide dig til Mit Betalingsoverblik. Husk at have dit NemID/MitID klar.

Kan jeg møde op ved en skranke et andet sted for betale?
Nej, mellemværende kan kun betales digitalt. Hvis du ikke har NemID/MitID, så kan vi hjælpe dig på biblioteket.

Jeg bor ikke i Favrskov Kommune, hvor skal jeg så betale?
Alle med mellemværende til Favrskov Kommune skal betale via Mit Betalingsoverblik på favrskov.dk – også selvom man bor i en anden kommune.

Hvorfor får jeg en rykker?
Det er fra 25. april 2022 Favrskov Kommune, som inddriver de mellemværender, vores lånere har. I kommunens system er de afhængige af, at tingene bliver betalt til tiden, og derfor bliver der pålagt et rykkergebyr, hvis der ikke betales til tiden.

Hvorfor er bibliotekerne overgået til denne løsning?
Det skyldes, at der er kommet nye krav til håndtering af borgernes gæld og betalinger. Disse krav understøttes ikke af det fælles, nationale bibliotekssystem, som Favrskov Bibliotekerne er en del af. Derfor har biblioteker i hele landet valgt at tilslutte sig de kommunale systemer, der allerede er opbygget til dette.