TEMA - Vuf!

14.03.18
Favrskov Bibliotekerne anbefaler bøger om menneskets bedste ven.

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

EN HUNDS ERINDRINGER
ROMAN
Håkan Nesser er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og uanset hvilken genre han kaster sig over kan man være sikker på et smukt sprog. Ordet er i denne fortælling overladt til Nessers nu afdøde hund Norton Kirkegaard. Norton bliver født i Sverige, og da han runder to måneder bliver han adopteret af to langbenede mennesker og begynder sit liv som familiens filosof. Således bliver Norton klogere på, at menneskets bedste ven naturligvis er hunden, mens hundens bedste ven er lædersofaer.  Norton forundres over menneskets store evne til at tale i timevis og spise usædvanlig mange retter - mens han må nøjes med to gange tørfoder om dagen. En både lun og alvorlig fortælling om et hundeliv, og har du været i nærheden af en hund vil du kunne genkende det meste af denne skønne fortælling.
Nortons filosofiske memoirer. Af Håkan Nesser

ET HUNDELIV PÅ DJURSLAND
ERINDRINGER
En anden kendt hundeven er Søren Ryge Petersen. I de mange programmer fra hans have har vi af og til set en foxterrier springe rundt. YoYo er navnet, og så snart Ryge forlader sit hjem, så følger YoYo med. Sammen oplever de naturen, manden der ser rundt og dufter og hunden med snuden fast plantet i jorden. Søren Ryge er indbegrebet af hygge og slow living, og med denne bog bliver man bestemt ikke skuffet. Som Ryge runder de fine anekdoter om et hundeliv af: YoYo er aldrig syg, er ikke blevet opdraget, har ikke været til psykolog og spiser ikke ret meget. Den koster næsten ingenting, men er bare min bedste, gladeste og mest trofaste ven.
Et liv med hund : fortællinger om et venskab. Af Søren Ryge Petersen (99.4)

MORDET PÅ EN HUND
UNGDOMSBOG
15-årige Christopher lever et godt liv på trods af, at hans forældre er skilt og han selv er autist. Hans dag følger faste skemaer og rutiner. Han har en skarp logisk intelligens, men forstår ikke ironi og kropssprog. En sen aften finder han genboens hund dræbt, og han beslutter sig for at løse mordgåden. Det trækker ham ind i en verden der er mystisk og ukendt for ham, nemlig den ulogiske og kaotiske verden styret af følelser. Bogen er Christophers egen beretning om sagen. Pedantisk og med mange digressioner til matematik, naturvidenskab og sprog får vi mulighed for at se os selv med helt fremmede øjne. Det er hverken en krimi eller en fortælling om hunde, men mordet på en hund er romanens katalysator.
Den mystiske sag om hunden i natten. Af Mark Haddon

Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Hyldal Vollmer, Hadsten Bibliotek.

Tags
Materialer