tegning af Kim Jung-Uns

TEMA: Sprog er magt

05.04.21
Marianne fra Hadsten Bibliotek anbefaler

Big Brother is watching

Efter sidst at have læst Orwells dystopi i min gymnasietid var udgivelsen af romanen i en nyoversat udgave en god anledning til at genopfriske historien om Winston Smith. Winston arbejder - under Big Brothers årvågne øjne - i Ministeriet for Sandhed med at revidere fortidens avisartikler, så de stemmer overens med Partiets syn på tingene. Sideløbende med at fortiden revideres indføres nysprog. På fremragende vis demonstrerer Orwell, at det autoritære styre er så kvælende, netop fordi det tager form gennem sproget – det som former vores bevidsthed og muligheder for handlen.
1984. Af George Orwell, nyoversat af Rasmus Hastrup (Kan høres som lydbog på eReolen)

Det Tredje Riges sprog

”1984” udkom i 1949, men allerede i 1947 udgav en tysk filolog bogen ”LTI - Lingua Tertii Emperii”. Fra nazismens begyndelse i 1933 til dets fald i 1945 nedskrev forfatteren noter til en analyse af Det Tredje Riges sprog. Han redegør for hvorledes det nazistisk ordforråd, råheden og den simple sætningskonstruktion breder sig fra den obligatoriske Volksempfänger til hele befolkningen. Her ser vi hvorledes et virkeligt, autoritært styre erobrer et sprog og monopoliserer betydningen af ord, når eksempelvis positivt ladede ord forvandles til skældsord.
LIT: Det Tredje Riges sprog: en filologs notesbog. Af Viktor Klemperer (Ligger som e-bog på eReolen)

Den nordkoreanske gåde

Den kommunistiske arbejderstat Nordkorea voksede ud af Koreakrigen, men hvad foregår der bag de lukkede grænser og hvordan har Kim-klanen formået at fastholde og videregive magten fra far til søn gennem tre generationer? Det gør man ved at lukke for al kommunikation udefra, udøve en god portion terror og ved at skabe en fortælling om Nordkorea som et socialistisk paradis. I dette paradis er Kim-familien guder, og det synes umuligt at overdrive det altomfattende væsen, regimets opspind udgør. 
Den store efterfølger: den strålende kammerat Kim Jong-uns guddommeligt fuldendte skæbne. Af Anna Fifield (Kan bestilles på favrskovbib.dk)

Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Hyldal Vollmer, Hadsten Bibliotek.
Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.

Tags
Materialer